Jeg har lige læst et debatindlæg i Politiken, hvor formand for Ateistisk Selskab Anders Stjernholm gør sig til talsmand for en slags religiøs lavalder, så det skal være forbudt for børn og unge under 18 at bekende sig til en tro. Hans ærinde er at undgå en slags hjernevask af uskyldige og ukritiske børn. Og det lyder da sympatisk nok.
Men jeg har alligevel lyst til at sige, at forslaget jo er helt ude i skoven! Trosneutralitet findes ganske enkelt ikke! Ateisme (som AS kæmper så indædt for) er ikke trosneutralitet men en tro på, at Gud eller guder ikke findes. Og alle børn bliver i deres hjem udsat for forældrenes trospåvirkning. Også børn i ateistiske hjem. Det er uundgåeligt! Og det er nødvendigt! For ellers bliver børnenes verden indskrænket til det, der kan måles og vejes.
At børnene så i skolerne skal møde andre holdninger og desuden tåle kritik af egen religiøs eller ateistisk tro, det er jeg helt med på.
KH H
tirsdag den 15. august 2017
tirsdag den 8. august 2017
Folkekirken - kirke eller borgerservice?
Hen over sommeren har der igen være noget debat om vielse af homoseksuelle i Folkekirken. Den debat er nu nok kommet for at blive! Denne gang blev debatten sat i gang af politiker Mogens Jensen, som inspireret af den svenske statsminister gav udtryk for, at vi som folkekirkepræster skulle tvinges til at vie homoseksuelle.
Jeg har slet ikke fulgt nøje med i debatten men har dog læst et og andet. Og derfor nedenstående tanke (som ikke handler om vielse af homoseksuelle men om Folkekirkens væsen):
Jeg er med på, at stat og folkekirke her i landet hænger sammen, og at det kan være svært at skelne mellem de to ting. Og derfor forstår jeg jo egentlig godt Mogens Jensens ærinde. Men ... alligevel hopper kæden jo helt af. Og det er der for mig at se i hvert fald to gode grunde til:
1) Første gode grund har flere peget på, nemlig Folkekirkens lange og stærke og vigtige frihedstradition. Vi har i Danmark bygget kirke med vide rammer og stor rummelighed, så der netop er plads til folket. Den ensretning, som Mogens Jensen lægger op til, strider ganske enkelt imod vores tradition.
2) Den anden gode grund er for mig at se vigtigere, og det er, at Folkekirken jo ikke har grundloven og menneskerettighederne som primært grundlag men Bibelen og 5 bekendelsesskrifter. Det er dét grundlag, vi bygger kirke på. Folkekirken er ikke borgerservice eller hospital men kirke. Og vi har i kirken pligt til at adlyde Gud ... også når magtfulde mennesker vil tvinge os til noget andet.
Yes ... bare dette lille dryp i en debat, som er stor og omfattende og nogle gange temmelig betændt!
KH H
Jeg har slet ikke fulgt nøje med i debatten men har dog læst et og andet. Og derfor nedenstående tanke (som ikke handler om vielse af homoseksuelle men om Folkekirkens væsen):
Jeg er med på, at stat og folkekirke her i landet hænger sammen, og at det kan være svært at skelne mellem de to ting. Og derfor forstår jeg jo egentlig godt Mogens Jensens ærinde. Men ... alligevel hopper kæden jo helt af. Og det er der for mig at se i hvert fald to gode grunde til:
1) Første gode grund har flere peget på, nemlig Folkekirkens lange og stærke og vigtige frihedstradition. Vi har i Danmark bygget kirke med vide rammer og stor rummelighed, så der netop er plads til folket. Den ensretning, som Mogens Jensen lægger op til, strider ganske enkelt imod vores tradition.
2) Den anden gode grund er for mig at se vigtigere, og det er, at Folkekirken jo ikke har grundloven og menneskerettighederne som primært grundlag men Bibelen og 5 bekendelsesskrifter. Det er dét grundlag, vi bygger kirke på. Folkekirken er ikke borgerservice eller hospital men kirke. Og vi har i kirken pligt til at adlyde Gud ... også når magtfulde mennesker vil tvinge os til noget andet.
Yes ... bare dette lille dryp i en debat, som er stor og omfattende og nogle gange temmelig betændt!
KH H
tirsdag den 23. maj 2017
Samtaler om dåb
I denne tid er der gang i et fremstød her i Valby-Vanløse Provsti. Fremstødet skal opmuntre og opfordre nybagte eller snart-nybagte forældre til i hvert fald at snakke om og overveje dåb af deres barn. Der er videoer på facebook og plakater i bybilledet. Og så inviteres der til et lækkert formiddagsarrangement om en måneds tid. Alt dette er fint og godt (og det mener jer - helt uden ironi)!
Der er dog en vigtig overvejelse: Hvad er Folkekirken? Er det en medlemsorganisation eller en kirke?
Det rigtige svar er naturligvis, at Folkekirken er begge dele. Men når jeg spørger, så er det jo, fordi den megen snak om dåb - ikke bare i dette provsti men i hele København - på en særlig måde er sat i gang på grund af et markant faldende medlemstal i Folkekirken - særligt her i Københavns Stift.
Og så tænker jeg bare:
Hvor er det vigtigt, at vores samtaler om dåb (og om tro og alt muligt andet) ikke handler om at få medlemmer i foreningen og penge i kassen men om at få mennesker til at træde ind i Guds Rige. For Folkekirken er og skal først og fremmest være kirke. Og kirkens formål er at lede mennesker til Kristus og ind i Guds Rige. Om de så bliver medlemmer af netop vores forening, ja, det er dybest set lige meget!
KH H
Der er dog en vigtig overvejelse: Hvad er Folkekirken? Er det en medlemsorganisation eller en kirke?
Det rigtige svar er naturligvis, at Folkekirken er begge dele. Men når jeg spørger, så er det jo, fordi den megen snak om dåb - ikke bare i dette provsti men i hele København - på en særlig måde er sat i gang på grund af et markant faldende medlemstal i Folkekirken - særligt her i Københavns Stift.
Og så tænker jeg bare:
Hvor er det vigtigt, at vores samtaler om dåb (og om tro og alt muligt andet) ikke handler om at få medlemmer i foreningen og penge i kassen men om at få mennesker til at træde ind i Guds Rige. For Folkekirken er og skal først og fremmest være kirke. Og kirkens formål er at lede mennesker til Kristus og ind i Guds Rige. Om de så bliver medlemmer af netop vores forening, ja, det er dybest set lige meget!
KH H
tirsdag den 21. marts 2017
Ensomhed og fællesskab
Jeg skal have en bisættelse - igen! Dem er der jo mange af i en præsts arbejde. Og for det meste er det en fin afsked for familie og venner. Men af og til er der bare ingen pårørende. Ingen familie. Ingen venner. Ingen kolleger. Ingen! Kun bedemanden og kirkens personale. Og det er trist.
Nogle gange er der helt oplagte forklaringer: Afdøde blev måske meget gammel og har for længst mistet sine kære. Eller afdøde har ganske enkelt ikke ønsket et socialt liv og har måske endda bevidst ødelagt sine relationer. Men af og til er der bare tale om et ensomt menneske, som ikke selv har haft evne eller mod til selv at bryde ud af sin ensomhed.
Jeg tror, at ensomhed er en epidemi! Jeg tror, at der er virkeligt mange mennesker, som er ensomme. Midt i byens mylder af mennesker går de rundt ... og føler sig alene.
Og jeg mener, at vi som kristne og kirke har et ansvar ind i den epidemi. En ansvar for som gode kolleger og naboer at række ud til vores ensomme næste, tilbyde fællesskab og venskab. Og et ansvar for som kirke at have åbne og inviterende og varme fællesskaber.
I Vigerslev Kirke, hvor jeg er præst, har vi en visionsformulering, der hedder "fællesskab med Gud - fællesskab med hinanden". Og alle kirker kan vel skrive under på, at det er det, vi vil. Men hvor er det afgørende, at det ikke bare er ord men konkret liv og handling!
KH H
Nogle gange er der helt oplagte forklaringer: Afdøde blev måske meget gammel og har for længst mistet sine kære. Eller afdøde har ganske enkelt ikke ønsket et socialt liv og har måske endda bevidst ødelagt sine relationer. Men af og til er der bare tale om et ensomt menneske, som ikke selv har haft evne eller mod til selv at bryde ud af sin ensomhed.
Jeg tror, at ensomhed er en epidemi! Jeg tror, at der er virkeligt mange mennesker, som er ensomme. Midt i byens mylder af mennesker går de rundt ... og føler sig alene.
Og jeg mener, at vi som kristne og kirke har et ansvar ind i den epidemi. En ansvar for som gode kolleger og naboer at række ud til vores ensomme næste, tilbyde fællesskab og venskab. Og et ansvar for som kirke at have åbne og inviterende og varme fællesskaber.
I Vigerslev Kirke, hvor jeg er præst, har vi en visionsformulering, der hedder "fællesskab med Gud - fællesskab med hinanden". Og alle kirker kan vel skrive under på, at det er det, vi vil. Men hvor er det afgørende, at det ikke bare er ord men konkret liv og handling!
KH H
torsdag den 16. marts 2017
Skal præster omvende muslimer?
Jeg ser i dag en artikel i Kristeligt Dagblad, hvor flere folkekirkepræster svarer benægtende på spørgsmålet om, om de skal eller vil arbejde på at omvende muslimer til kristen tro. Nu ved jeg jo godt, at man skal tage deres kort udsagn med et gran salt, for hvordan er de helt præcist blevet spurgt? Og hvordan har de lige forstået spørgsmålet? Hvad tænker de, når de hører ordet mission?
Men uanset hvad, så er det da bekymrende, at mange præster åbenbart "bare" vil have sympatisk dialog om tro og liv ... uden på en eller anden måde at arbejde for eller bede om omvendelse for de muslimske samtalepartnere.
Jeg er med på, at det kan blive meget konfrontatorisk, hvis man i et område med mange muslimer stiller sig op på gader og stræder og råber op. Og jeg ved godt, at mission altid skal være mission med både respekt, kærlighed og omtanke. Men sympatisk dialog uden et ønske om omvendelse til tro på Jesus Kristus er bare ikke godt nok! Vi snakker ikke bare om vores tro, fordi det er vigtigt for os. Men også fordi vi er overbevist om, at Jesus Kristus, som vi tror på, er sandheden og vejen og livet ... både for os selv og for vores muslimske næste!
Jesus indledte sit offentlige virke med at kalde mennesker til omvendelse og tro. Det var hans mission. Og det er dybest set også vores mission i Folkekirken.
KH H
Men uanset hvad, så er det da bekymrende, at mange præster åbenbart "bare" vil have sympatisk dialog om tro og liv ... uden på en eller anden måde at arbejde for eller bede om omvendelse for de muslimske samtalepartnere.
Jeg er med på, at det kan blive meget konfrontatorisk, hvis man i et område med mange muslimer stiller sig op på gader og stræder og råber op. Og jeg ved godt, at mission altid skal være mission med både respekt, kærlighed og omtanke. Men sympatisk dialog uden et ønske om omvendelse til tro på Jesus Kristus er bare ikke godt nok! Vi snakker ikke bare om vores tro, fordi det er vigtigt for os. Men også fordi vi er overbevist om, at Jesus Kristus, som vi tror på, er sandheden og vejen og livet ... både for os selv og for vores muslimske næste!
Jesus indledte sit offentlige virke med at kalde mennesker til omvendelse og tro. Det var hans mission. Og det er dybest set også vores mission i Folkekirken.
KH H
torsdag den 5. januar 2017
Vækst i kirkerne - hvordan?
I en tid, hvor der ofte i Folkekirken snakkes om faldende dåbstal, udmeldelser og dermed faldende medlemstal er det interessant, at finde ud af, hvad der skal til for at skabe vækst i kirkerne. Og det er der jo folk, der debatterer og undersøger. Og lige i dag er jeg blevet gjort opmærksom på sådan en undersøgelse, som blev nævnt i Washington Post i går.
I undersøgelsen har nogle forskere arbejdet med 22 kirker/menigheder i Canada og i den forbindelse fået 2200 mennesker fra disse menigheder til at besvare et spørgeskema. Det interessante i undersøgelsen er (helt kort fortalt), at de mere konservative kirker (konservative mht. syn på fx Bibelen, Jesu opstandelse og Guds svar på bøn) er de kirker, der er i vækst, mens de mere liberale kirker er de kirker, der sygner hen.
Citat: Conservative Protestant theology, with its more literal view of the Bible, is a significant predictor of church growth while liberal theology leads to decline.
At dette er tilfældet kan der selvfølgelig være flere forklaringer på, og jeg skal undlade at spille alt for klog på området. Men i hvert fald giver det stof til eftertanke i en Folkekirke, hvor den liberale teologi i årtier har været dominerende. Spørgsmålet er, om det også giver stof til handling!?
KH H
I undersøgelsen har nogle forskere arbejdet med 22 kirker/menigheder i Canada og i den forbindelse fået 2200 mennesker fra disse menigheder til at besvare et spørgeskema. Det interessante i undersøgelsen er (helt kort fortalt), at de mere konservative kirker (konservative mht. syn på fx Bibelen, Jesu opstandelse og Guds svar på bøn) er de kirker, der er i vækst, mens de mere liberale kirker er de kirker, der sygner hen.
Citat: Conservative Protestant theology, with its more literal view of the Bible, is a significant predictor of church growth while liberal theology leads to decline.
At dette er tilfældet kan der selvfølgelig være flere forklaringer på, og jeg skal undlade at spille alt for klog på området. Men i hvert fald giver det stof til eftertanke i en Folkekirke, hvor den liberale teologi i årtier har været dominerende. Spørgsmålet er, om det også giver stof til handling!?
KH H
tirsdag den 3. januar 2017
Gamle præster
For nogle vil dette indlæg nok være kedeligt ... men pyt, det er jo frivilligt, om man vil læse med! Det handler om tankerne om at hæve præsternes pensionsalder til 72 år i stedet for de nuværende 70 år.
Idéen er ikke ny men bliver nu af politikere genoptaget i forbindelse med den nuværende og efter al sandsynlighed stigende præstemangel. Og faktisk synes jeg i udgangspunktet, at idéen er god. For mange præster vil sikkert være friske nok i både krop og ånd til at give et par år mere. Og desuden handler det vel om at beholde folk på arbejdsmarkedet så længe som muligt, så de kan bidrage til statskassen så længe som muligt. Og det er helt OK.
Men!
Hvis politikerne ikke giver andre end præsten selv mulighed for at nedlægge veto, så kan det give problemer. Vi har som præster en tendens til at tro, at vi er meget begavede og desuden meget beåndede at lytte til, og derfor kan jeg frygte, at mange præster ganske enkelt ikke selv har fornemmelse for, hvornår de bør stoppe. Derfor bør det lokale menighedsråd i høj grad kunne afgøre denne sag i de enkelte tilfælde. Måske skal de så lokkes lidt til at beholde den "gamle præst" ... men det må man så gøre. Afgørende er det, at de kan få lov til at sige nej.
Jeg håber i hvert fald, at nogen siger nej til mig, hvis jeg absolut bør stoppe men bare ikke har fattet det selv!
KH H
Idéen er ikke ny men bliver nu af politikere genoptaget i forbindelse med den nuværende og efter al sandsynlighed stigende præstemangel. Og faktisk synes jeg i udgangspunktet, at idéen er god. For mange præster vil sikkert være friske nok i både krop og ånd til at give et par år mere. Og desuden handler det vel om at beholde folk på arbejdsmarkedet så længe som muligt, så de kan bidrage til statskassen så længe som muligt. Og det er helt OK.
Men!
Hvis politikerne ikke giver andre end præsten selv mulighed for at nedlægge veto, så kan det give problemer. Vi har som præster en tendens til at tro, at vi er meget begavede og desuden meget beåndede at lytte til, og derfor kan jeg frygte, at mange præster ganske enkelt ikke selv har fornemmelse for, hvornår de bør stoppe. Derfor bør det lokale menighedsråd i høj grad kunne afgøre denne sag i de enkelte tilfælde. Måske skal de så lokkes lidt til at beholde den "gamle præst" ... men det må man så gøre. Afgørende er det, at de kan få lov til at sige nej.
Jeg håber i hvert fald, at nogen siger nej til mig, hvis jeg absolut bør stoppe men bare ikke har fattet det selv!
KH H
mandag den 12. december 2016
Hvorfor vente?
I mit arbejde møder jeg ofte mennesker, som ligger på deres dødsleje. Og når de ligger dér, begynder de at tænke på liv og død og Gud. Og det er jo godt, for det er jo sidste chance for at forholde sig til de store spørgsmål. Bedre sent end aldrig, som man siger.
Men jeg kan alligevel blive ved med at undre mig over, hvorfor så mange mennesker venter med at forholde sig til de største og vigtigste spørgsmål, til de ligger lige for døden. Hvorfor ikke undersøge sagerne med det samme og så forholde sig til dem? Hvorfor vente?
Jeg ved selvfølgelig godt, hvilke grunde, der kan være. Det kan både handle om opvækst, tradition, miljø, psykologi og en masse andet. Men jeg vil alligevel udfordre disse grunde. For hvis der er en Gud, ja, så er intet vel vigtigere end at finde ud af, hvem han er, og hvordan man kobler sig på ham. Og hvis der er et liv efter døden, ja, så er intet vel vigtigere end at finde ud af, hvordan man får del i det liv.
Derfor: Gør det nu! Vent ikke! Begynd fx 2017 med at opsøge en kirke, der tilbyder et Alphakursus eller kristendomskursus og hop med på det. Undersøg sagerne, før du ligger ansigt til ansigt med døden! Gør det nu!
KH H
Men jeg kan alligevel blive ved med at undre mig over, hvorfor så mange mennesker venter med at forholde sig til de største og vigtigste spørgsmål, til de ligger lige for døden. Hvorfor ikke undersøge sagerne med det samme og så forholde sig til dem? Hvorfor vente?
Jeg ved selvfølgelig godt, hvilke grunde, der kan være. Det kan både handle om opvækst, tradition, miljø, psykologi og en masse andet. Men jeg vil alligevel udfordre disse grunde. For hvis der er en Gud, ja, så er intet vel vigtigere end at finde ud af, hvem han er, og hvordan man kobler sig på ham. Og hvis der er et liv efter døden, ja, så er intet vel vigtigere end at finde ud af, hvordan man får del i det liv.
Derfor: Gør det nu! Vent ikke! Begynd fx 2017 med at opsøge en kirke, der tilbyder et Alphakursus eller kristendomskursus og hop med på det. Undersøg sagerne, før du ligger ansigt til ansigt med døden! Gør det nu!
KH H
tirsdag den 18. oktober 2016
Spis sammen!
Jeg har netop sendt en nyhedsmail til folk i og omkring Vigerslev Kirke, hvor jeg er præst. Jeg reklamerer for tre ting, som finder sted i løbet af de næste 10 dage ... og i forbindelse med to af disse ting er der fællesspisning (til den tredje ting - gudstjenesten - er der "kun" kirkekaffe). Når vi samles i kirken, spiser vi næsten altid sammen. Vi smiler nogle gange ad det og kalder kirken for "mad-kirken".
Men hvor er det godt, at der næsten altid er "måltidsfællesskab" i kirken. Hvor er det godt, at vi ikke kun sidder på rækker og lytter. Eller kun snakker om åndelige ting i bibelgrupper eller andet. Hvor er det godt, at vi spiser sammen, sidder ved bordene og snakker om hverdagens små og store emner. For lige dér ved bordene mødes vi som dem, vi er og i øjenhøjde med hinanden. Og vi viser hinanden, at hverdagen og det almindelige menneskeliv er vigtigt både i kirken og såmænd også for Gud.
Kristen tro er nemlig ikke en verdensfjern tro, som kun handler om store filosofiske emner men en tro, som gennemtrænger hele livet i alle dets små og store detaljer. Og kirkens fællesskab er derfor heller ikke et filosofisk fællesskab men et fællesskab af almindelige mennesker.
Så i dag bare dette lille og ganske jordnære pip: Spis sammen!
KH H
Men hvor er det godt, at der næsten altid er "måltidsfællesskab" i kirken. Hvor er det godt, at vi ikke kun sidder på rækker og lytter. Eller kun snakker om åndelige ting i bibelgrupper eller andet. Hvor er det godt, at vi spiser sammen, sidder ved bordene og snakker om hverdagens små og store emner. For lige dér ved bordene mødes vi som dem, vi er og i øjenhøjde med hinanden. Og vi viser hinanden, at hverdagen og det almindelige menneskeliv er vigtigt både i kirken og såmænd også for Gud.
Kristen tro er nemlig ikke en verdensfjern tro, som kun handler om store filosofiske emner men en tro, som gennemtrænger hele livet i alle dets små og store detaljer. Og kirkens fællesskab er derfor heller ikke et filosofisk fællesskab men et fællesskab af almindelige mennesker.
Så i dag bare dette lille og ganske jordnære pip: Spis sammen!
KH H
onsdag den 28. september 2016
Religiøse samlinger på gymnasierne
Igen er der et gymnasium, som vil lukke helt for religiøse møder på skolen. Beslutningen kommer efter et uheldigt møde for muslimer ... men rammer alle, som gerne vil mødes omkring deres tro inkl. de kristne, der samles i Kristeligt Forbund for Studerende (KFS). Når jeg skriver "igen", så er det, fordi samme problematik mødte mig, da jeg var generalsekretær i KFS.
I den konkrete problematik mener jeg, at de enkelte gymnasier skal lave rammer og regler for alle de foreninger m.m., som ønsker at mødes på skolen og så lade disse rammer bestemme, hvem der kan samles, og hvem der ikke kan. Det kan ikke være rigtigt, at man føler sig nødsaget til at forbyde alle religiøse samlinger, fordi én gruppe opfører sig dårligt. Der bør være plads til religiøse grupper og deres møder, så længe disse ikke bryder skolens spilleregler. Og det er der (mindst) to gode grunde til:
Den ene grund er, at de unge på studiestederne da skal have lov til at lave de grupper og foreninger, de har lyst til.
Og den anden grund er, at det jo i sig selv er samfundsdannende, at man på en skole sætter nogle rammer indenfor hvilke der er forsamlings- og religionsfrihed. Sådan fungerer vores samfund - og dét bør et gymnasium afspejle. Hvis ikke et gymnasium skal være med til at danne vores unge mennesker til et liv i et multireligiøst samfund, hvem skal så?
KH H
I den konkrete problematik mener jeg, at de enkelte gymnasier skal lave rammer og regler for alle de foreninger m.m., som ønsker at mødes på skolen og så lade disse rammer bestemme, hvem der kan samles, og hvem der ikke kan. Det kan ikke være rigtigt, at man føler sig nødsaget til at forbyde alle religiøse samlinger, fordi én gruppe opfører sig dårligt. Der bør være plads til religiøse grupper og deres møder, så længe disse ikke bryder skolens spilleregler. Og det er der (mindst) to gode grunde til:
Den ene grund er, at de unge på studiestederne da skal have lov til at lave de grupper og foreninger, de har lyst til.
Og den anden grund er, at det jo i sig selv er samfundsdannende, at man på en skole sætter nogle rammer indenfor hvilke der er forsamlings- og religionsfrihed. Sådan fungerer vores samfund - og dét bør et gymnasium afspejle. Hvis ikke et gymnasium skal være med til at danne vores unge mennesker til et liv i et multireligiøst samfund, hvem skal så?
KH H
Abonner på:
Opslag (Atom)