torsdag den 20. december 2012

Ateisme er verdens tredjestørste "religion"

Overskriften for mit indlæg i dag er hugget fra DR's hjemmeside. Jeg har ikke så meget at sige til det men vil bare lige glæde mig over, at ateisme kaldes religion (anførselstegnene er derfor overflødige). Alt for ofte stilles ateisme overfor religion som noget, der står for facts og videnskabelighed. Og det passer ganske enkelt ikke.

Ateismen er en tro. Ateisten tror på, at Gud eller det guddommelige ikke findes. Det er en tro. En tro, som er lige så vanskelig at bevise som troen på, at Gud findes.

KH H

mandag den 26. november 2012

Vi er ikke opgraderede chimpanser!

Jesper Bacher (en bispekandidat, som jeg i øvrigt ikke ved meget om) har i Kristeligt Dagblad et indlæg med en kamp for troen på, at vi som mennesker har en sjæl. At vi ikke er opgraderede chimpanser.

Hvor er det godt, at nogen tør sige det højt! For vi er som mennesker noget særligt! Vi er skabt i Guds billede ... uanset, hvad det så lige præcis betyder. Gud har skabt os til at være noget særligt og noget andet end dyr!

Det giver os en særlig værdi! Det betyder, at det giver mening at tale om menneskerettigheder! Det betyder også, at vi som mennesker har et særligt ansvar! At vi skal stå til regnskab! Og en masse andet.

Men lige nu ét fokus: Vi er skabt! Ikke udviklet med chimpanser som tipoldeforældre.

KH H

fredag den 9. november 2012

Hver femte dansker læser aldrig en bog

Som bogelsker er dagens nyhed på flere nyhedshjemmesider jo ret ærgerlig. Der er så meget godt at hente i bøger (ligesom der sikkert er en masse bras). Og jeg gør jo også, hvad jeg kan, for at mine børn bliver godt til og glade for at læse ...

Nuvel! Læsning er jo ikke saliggørende i sig selv. Og så alligevel. For læsning i særligt ét bog er jo nærmest saliggørende. Nemlig Bibelen. For dér kan vi på en helt unik måde møde Gud selv. Han har åbenbaret sig dér, som det hedder. Altså gjort sig åbenbar. Tilgængelig. Forståelig.

Derfor har vi bibelgrupper i kirken. Og derfor læser vi bibeltekster til gudstjenesterne. Og derfor opmuntrer jeg igen og igen til personlig bibellæsning. Bibelen er super vigtig og afgørende, hvis vi vil lære Gud at kende.

Så vi skal læse. Og hvis vi ikke vil eller kan læse, så må vi lytte. Købe Bibelen som lydbog eller sådan noget. På en eller anden måde må vi altså være i nærkontakt med særligt denne ene bog. For den er The Lord of the Books.

KH H

lørdag den 20. oktober 2012

Abort på dagsordnen ... igen!

Danske kvinder, der er utilfredse med det ufødte barns køn, kan rejse til Sverige og få abort. De kan nemlig få en scanning i Danmark efter 14. uge og så tage til Sverige, hvor der er fri abort indtil 18. graviditetsuge.

Ordene er taget fra DR's hjemmeside. Og jeg vil da håbe, at abort-debatten dermed kan komme frem i lyset igen. For abort bliver aldrig bare OK! Provokeret abort er at slå et menneskeliv ihjel. Og det er altså ikke OK!

Et "nej" til abort er jo ikke et surt, gammelmandsagtigt "nej". En "nej" til abort er et rungende "ja" til menneskelivet som noget fantastisk, som et under, som en gave. Det er et rungende "ja" til, at vi selvfølgelig skal kæmpe for og beskytte de mest forsvarsløse mennesker i vores samfund!

KH H

fredag den 19. oktober 2012

Den etiske Jesus står i høj kurs

Overskriften er hugget fra Kristeligt Dagblads hjemmeside. Og ja, jeg kan jo bare bekræfte, at mange mennesker primært ser Jesus som en mand med gode budskaber om næstekærlighed og smuk etik.

Jeg vil jo ikke afvise, at det er rigtigt, at Jesus var en stor etiker. Og hvis alle levede efter hans vejledninger, ville verden unægteligt være et meget, meget bedre sted! Men ... det er dog tankevækkende, at vi søndag efter søndag bekender vores tro med den Apostolske Trosbekendelse, hvor Jesus som etiker ignoreres fuldstændig: ... født af Jomfru Maria, pint under Pontius Pilatus ...! Ikke ét ord om Jesu etiske undervisning eller etiske handlinger.

Hvorfor? Jo, fordi Jesus først og fremmest er Gud, som bliver menneske for at lide, dø og opstå for vores skyld! Derfor!

KH H

onsdag den 19. september 2012

Sig noget ...!

Og så ser jeg lige, at der jo af og til er nogen, der kigger ind på min blog. Det er fedt! Bare lige ét ønske: Sig noget! Det bliver kun sjovere og mere interessant af lidt diskussion og debat!

KH H

Er Folkekirkens dåb god nok?

Jeg ser i dag på Kristeligt Dagblads hjemmeside, at den russisk ortodokse kirke i Moskva tilsyneladende ikke længere vil anerkende en dåb foretaget i Folkekirken. Det er en konsekvens af det nye ritual for vielse af homoseksuelle.

Det er ret vildt! Der er næppe mange, der i praksis vil komme i klemme på den konto. Men det er et meget klart signal, for det må jo betyde, at den russisk ortodokse kirke anser det nye ritual for at være et frafald af dimensioner. Ja, det betyder vel egentlig, at de ikke anerkender Folkekirken som kristen kirke ... eller hvad?

Nu er det jo ikke så let at trække et nyt ritual tilbage igen. Og det vil jo heller ikke ske. Men udmeldingen fra Moskva må da virkelig give stof til eftertanke hos de kirkelige ledere, som har kæmpet ritualet igennem: Andre kristne kirker anser det for at være et frafald!

KH H

tirsdag den 18. september 2012

Pas på din familie

Jeg ser i dag, at Kolding kommune nu vil gøre noget ekstra for at undgå skilsmisser. Hvor er det godt! Og hvor er det dejligt, at der er nogen, som vil kæmpe for familien - og ikke imod den. Og hvor er det dejligt, at der er nogen, som tør sige det tydeligt, at skilsmisser er et problem. Et problem for familierne, børnene og samfundet.

Jeg mener selvfølgelig ikke, at mennesker skal skubbes ud på et sidespor, hvis de er blevet ramt af skilsmisse. Jeg er fuldstændig klar over, at det i enkelte tilfælde kan være nødvendigt, at ægtefæller går fra hinanden. Og i sådanne situationer skal de fraskilte og især deres børn have den nødvendige støtte. Men i mange, mange tilfælde kunne en skilsmisse have været undgået. Hvis ægtefællerne havde plejet deres ægteskab. Hvis de havde fået den nødvendige hjælp. Hvis der ikke var gået automatik i skilsmissen som udvej i en ægteskabelig krise.

Så ja! Jeg hepper på Kolding Kommune! Godt gået. Kæmp for familien, som er en af de helt afgørende byggesten i vores samfund!

KH H

lørdag den 1. september 2012

Undskyld vi er her!

Jeg så en TV-appetitvækker for et program om nogle piger med downs syndrom. Skønt at se disse smilende mennesker, som beriger vores land. TV-programmet hedder "undskyld vi er her". Jeg har ikke set det ... og kommer nok heller ikke til det, da jeg ikke er den store TV-kigger. Men programmets navn bed sig fast.

"Undskyld vi er her". De har jo absolut intet at undskylde! Det er ikke deres skyld, at de er her. Og det er ikke deres skyld, at de har downs syndrom. De har intet at undskylde!

For noget tid siden hørte jeg en eller anden medieperson udtrykke glæde over, at downs syndrom snart var en udryddet sygdom. I første omgang lyder det jo sympatisk nok. Hvem kan ikke glæde sig over sygdomme, som forsvinder. Men sagen er jo den, at sygdommen ikke kureres. Der er jo ikke fundet behandling. Det er jo ikke sygdommen, man har udryddet. Nej, det er de syge.

Hvordan kan man glæde sig over en behandling, der består i at udrydde de syge?

De har intet at undskylde. Men det har vi som samfund. Vi lever i et land, hvor mennesker udryddes, fordi de er syge. De udryddes bare så tidligt, så vi kan bilde hinanden ind, at de endnu ikke er mennesker.

Det er sygt!

KH H

torsdag den 23. august 2012

Praktisk teologi

Jeg læser i dag i Kristeligt Dagblad, at undervisere og forskere efterlyser mere praksis på teologistudiet. Og jeg kan da kun klappe i mine små hænder! For ja! Selvfølgelig nytter det ikke noget, at kirkens præster primært har arbejdet med sprog og med filosofisk og historisk teologi!

Nu håber jeg så bare, at universiteterne ikke er for stolte til at skele til de to private konkurrenters erfaringer. Menighedsfakultetet og Dansk Bibel Institut har i mange år koblet konkret praksis og erfaring til studiet i en erkendelse af, at langt de fleste teologer ender som præster, der helt praktisk skal lede og organisere og vejlede menigheder i praktisk og konkret tro og trosliv.

Men, men ... universiteterne har jo i mange år mere eller mindre ignoreret de to frie fakulteter og aldrig anerkendt deres niveau eller berettigelse. Så hvorfor skulle de tage deres praktiske tænkning alvorligt nu?

tirsdag den 21. august 2012

Stat og kirke

Efter at ritualsagen blev landet i foråret, fornemmer man, at stat-kirke-sagen snart for alvor bliver sluppet ud i debatten. Og hvad skal man mene?

Jeg ved det faktisk ikke.

Af principielle årsager og i kølvandet på en katastrofal indblanding i kirkens sager fra politikernes side - ja, så mener jeg, at stat og kirke skal skilles! Selvfølgelig! Der er et eller andet helt galt, når kirken er i lommen på de folkevalgte politikere, som jo altså tydeligvis slet ikke altid har sans eller fornemmesle eller forståelse for de kirkelige forhold!

Men! Spørgsmålet er jo, om ikke tidsåndsnissen for længst er flyttet ind på kirkens loft og derfor kan regere i kirken - uanset om staten skubber på eller ej. Jeg tror det. Og derfor vil der vel ikke være stor praktisk eller teologisk forskel på, om kirken er i lommen på den ene eller den anden.

KH H

fredag den 27. juli 2012

Tolerance på skoleskemaet

Jeg ser i dag, at man fra det Radikale Venstre vil have tolerance på skoleskemaet i folkeskolen. Målet er forståelse, så minoriteter kan få lov til at leve frit i vores multi-land. Og det er jo sådan set fint nok. Jeg mener absolut, at vi skal lære at forstå så mange typer som muligt ... ligesom jeg jo også ønsker, at mennesker prøver at forstå mig og mine til tider minoritets-holdninger.

Men! Hvis tolerance her betyder, at man skal mene, at alt er lige godt, klogt eller sandt, så er det helt galt. Samtidig med at vi forstår andre mennesker og andre holdninger, skal vi have lov til og endda opmuntres til at stå fast på det, vi tror på, kæmpe for det, argumentere for det (indenfor lovens rammer, naturligvis)!

Så hvis tolerance betyder respekt for medmennesket, er det fint og godt. Hvis tolerance betyder ensretning og bekæmpelse af holdning og tro på værdier og sandhed, så er det farligt og forkert.

KH H

mandag den 11. juni 2012

Det nye ritual

Jeg har endnu ikke set det nye ritual, men overskrifterne i dag lyder, at præsterne selv må finde bibeltekster ... hmmm!

Det afslører jo sagens grundproblem: Der er ingen bibeltekster, som støtter en vielse eller velsignelse af par af samme køn. Så man bliver nødt til at plukke nogle tekster ud, som handler om noget andet ... og så i ritualet lade som om de handler om det par, man står overfor.

Det er altså virkelig problematisk bibelbrug!

KH H

fredag den 8. juni 2012

Så kom det!

I går blev det vedtaget i Folketinget, at homoseksuelle par skal kunne gifte sig på lige fod med heteroseksuelle par. De skal kunne indgå ægteskab. Og biskopperne er klar med et ritual sådan cirka nu.

Selvom flertallet i befolkningen og kirken tilsyneladende klapper i hænderne, så må jeg bare sige det igen: Det her er et frafald fra Bibelen som autoritet i Folkekirken! Med denne beslutning bliver det tydeligt, at man i Folkekirken vil være i stand til at få plads til stort set hvad som helst ... uanset hvad Bibelen siger til det!

De kommende vielser er måske nok juridisk gyldige. Men velsignelsen i ritualet er jo bare ord! Tomme ord! Et bedrageri! Fordi vi som kirke og præster slet ikke har belæg for den velsignelse! Gud står ikke bag ordene med sin velsignelse.

Øv!

KH H

torsdag den 7. juni 2012

Folkekirkens budskab er kærlighed!

Jeg sidder lige nu og lytter til Folketingets debat om kirkelig vielse af homoseksuelle. Og det er altså en underlig oplevelse at høre de begavede politikere sige, hvad kirkens budskab er. Underligt, at de i det hele taget prøver at sige, hvad kirkens budskab er.

"Folkekirkens budskab er kærlighed", lød det som et dybt argument for lovforslaget. Sikke noget!

Ja og nej! Kirkens budskab er kærlighed, ja! Men ikke sådan en sirupsagtig kærlighed, som kan hældes ud over hvad som helst! Nej! Kirkens budskab er budskabet om den overraskende kærlighed. At Gud på trods af vores synd og skyld og oprør alligevel elsker os og sender sin søn, Jesus Kristus som frelser! Det betyder, at vi er elskede på trods. Men det betyder ikke, at Gud ikke har holdninger til vores liv.

Gud er stadigvæk Herren! Og han bestemmer! Og han skal også bestemme i kirken! Og det skal vi rette os efter!

KH H

mandag den 28. maj 2012

Medlemsflugt og gode idéer

Har lige siddet søvnigt og set en lille artikel i Søndagsavisen. Folk melder sig ud af Folkekirken. De kloge er lidt uenige om, hvor alvorligt det er. Manu S tager det roligt, men opfordrer da til at lave spaghetti og invitere forfattere ind som prædikanter. Det skal nok hjælpe ... eller hvad?

Jeg er ikke forsker og har ikke forstand på statistik. Jeg skal ikke kloge i, hvorfor folk melder sig ud. Men det ved jeg: Kirken skal ikke leve af spaghetti alene (eller af forfattere eller rockmusik). Kirken skal leve af Guds ord og Guds Ånd. Og kirken skal give liv ved Guds ord og Guds Ånd. Og hvis mennesker ikke rigtig kan finde Guds ord eller Guds Ånd i kirken, så forstår jeg virkelig godt, at de melder sig ud.

KH H

onsdag den 23. maj 2012

Tøvende biskopper?

Jeg læser i dag på Kristeligt Dagblads hjemmeside, at ritual for vielse af homoseksuelle par ikke nødvendigvis er klar, når Folketinget siger "go!" Måske er det biskoppernes diskrete forsøg på at markere en grænse mellem Folkekirke og Folketing. Jeg håber det. For jeg har længe undret mig over, at størstedelen af bispekollegiet tilsyneladende bare har ladet ministeren blive en chef, som de skal bukke og neje for.

Man kan kun håbe, at bispekollegiet vil kridte banen endnu tydeligere op, så ministeren kan mærke, at der er ting, han ikke skal blande sig i!

KH H

onsdag den 16. maj 2012

Tomme kalorier

I nyhederne hører vi i disse dage om, at vi i Danmark bruger formuer på tomme kalorier. Det er sikkert rigtigt. Men det er nu ikke lige det, jeg vil reflektere over her.

Jeg vil bruge det i overført betydning: Vi bruger sjæleligt og åndeligt tids-formuer på tomme kalorier. Af en eller anden lidt uforklarlig grund drages vi af en masse tom bras i TV og på nettet og sikkert andre steder. Og ligesom tomme kalorier gør kroppen usund, sådan gør den slags tomme kalorier sjælen eller ånden usund.

Hvordan kommer vi i gang med at spise sund mad - også i overført betydning?

KH H

tirsdag den 15. maj 2012

Tænk dog!

"Mange unge får nok af det overfladiske." Sådan lyder en overskrift i dag på dr.dk. Nogle unge samles til en slags filosofi-aftner. Super godt. I aftes skulle jeg selv tale om tvivl og tro i Kristeligt Forbund for Studerende. Deltagerne dér ville også godt tænke. Super godt at møde dem!

Gid det var mere normalt - både for kristne og ikke-kristne - at tænke. At tænke over de store spørgsmål om liv og død og om det, som mange bare ureflekteret kalder "mere mellem himmel og jord". At stille spørgsmål til ens eget og andres verdensbilleder og overbevisninger. At undre sig over det, man tror på. At lede efter sammenhæng og mening.

Mange gode og værdifulde møder og samtaler kunne fødes, hvis vi kastede os ud i at tænke!

KH H

tirsdag den 8. maj 2012

Frisk præst?

Jeg var til konfirmation i søndags og i slutningen af gudstjenesten hører jeg én på bænken bag mig sige: "Det var da en frisk præst!" Og ja, det var det faktisk. Og det er jo godt nok.

En præst må gerne være frisk (hvad det så egentlig vil sige). Men en præst skal først og fremmeste selv leve sit liv i tillid til Gud og Guds ord og så formidle dette liv og denne tillid til andre. En præst skal forkynde evangeliet om Jesus Kristus - gerne friskt men først og fremmest sandt!

Som kristne og som kirke overlever vi kun, hvis Gud selv kommer til orde og på den måde ved sin Helligånd skaber tro og liv og håb!

KH H

mandag den 16. april 2012

Troen kan forklares og forsvares!

Danskernes tro er fuld af tvivl. Sådan lyder overskriften på en artikel på dr.dk (http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2012/04/12/092740.htm). En undersøgelse viser, at man godt kan være medlem af Folkekirken - og samtidig ikke tro på Guds eksistens og fx Jesu opstandelse.

På den ene side er det godt nyt, for man kan godt være kristen og samtidig være tvivler og skeptiker. Heldigvis! Ellers var vi mange, der havde problemer!

På den anden side er det dårligt nyt, for man kan faktisk godt forklare og forsvare den kristne tro. Ikke sådan, at alt kan forstås og rummes. Men sådan at mange troshindringer bliver taget væk. For man behøver ikke at skrue hovedet af for at være kristen, for at tro på Gud, for at tro på Jesu opstandelse ...! Slet ikke! Men det kræver selvfølgelig, at man gider at tumle med det. Og det kræver, at vi som kirke gider at tumle med det.

At trosforklare og trosforsvare har nemlig altid været en vigtig opgave i kirken. Og det må det stadigvæk være. På fint hedder det "apologetik". Go' kamp!

KH H

tirsdag den 10. april 2012

Primitiv påske

Nu er selve påskeugen forbi. Påsken er for mig at se den mest centrale højtid i kirkeåret. For det er dér Guds plan om frelse finder sit klimaks: Jesus Kristus, Guds Søn, dør (sådan helt rigtigt). Og Jesus Kristus, Guds Søn, bliver levende igen (sådan helt rigtigt).

Mange vil prøve at gøre troen på Jesu død og især Jesu opstandelse til sådan noget diffust, filosofisk, religiøst snik-snak om, at Jesus opstår i vores relationer, bevidstheder eller hjerter. Men det er ikke dét, der er sagen. Sagen er den, at Jesus gav sit liv for os. Og Jesus besejrede døden for os. Helt fysisk, konkret og primitivt.

Glædelig påske!

KH H

onsdag den 28. marts 2012

Folkets kirke eller Guds kirke for folket?

Har netop læst på www.dr.dk om en måling, der viser, at 53% af befolkningen ikke mener, at jeg som præst skal kunne sige nej til at vie par af samme køn. Måske læser jeg for meget ind i tallene, men de antyder vel, at et flertal mener, at Folkekirken er folkets kirke. Altså en kirke, som folket og flertallet bestemmer over. Eller hvad?

Men en kirke skal altid være Guds kirke for at være kirke. En kirke, hvor Gud bestemmer. Hvor Guds ord er autoriteten. Ellers er det slet ikke en kirke. Så er det bare en forening.

KH H

søndag den 25. marts 2012

Splittelse i Folkekirken

I går kunne man på www.dr.dk læse, at kirkeminister Manu S (underligt nok) ikke selv mener at hele sagen om vielse af homoseksuelle splitter Folkekirken - i hvert fald ikke i længden. Han mener tilsyneladende, at splittelsen kan undgås. At kritikken vil forstumme om et år! Og at hans sag har fremtiden for sig!

Men hallo! Splittelsen er jo i fuld gang lige nu! For øjnene af enhver, som kan og vil se det! Både som en ydre, organisatorisk splittelse, hvor man sådan helt konkret splitter organisationen i to eller flere organisationer (udmeldelser og frimenighedsdannelser er jo i fuld gang nu).

Men også som en indre splittelse, hvor kløften mellem parterne nu er så dyb og bred, så man hverken kan opnå gensidig teologisk tillid eller reel dialog længere. Hvor forskellene er så store, så vi indenfor Folkekirken som organisation nærmest oplever os som vidt forskellige trosretninger. Det er måske nok en lidt uklar og ukonkret splittelse, men dog en helt reel splittelse!

Jeg fatter simpelthen ikke, at det ikke er åbenlyst for enhver!

Jeg tænker i den forbindelse med bange anelser på Jesu ord fra Matt 12,25: "Ethvert rige i splid med sig selv lægges øde, og en by eller et hus i splid med sig selv kan ikke bestå."

KH H

fredag den 16. marts 2012

Ja, jeg tror på Gud!

Jeg har netop udfyldt en e-mail-rundspørge til præster - tilsendt af DR. Den slags kommer der mange af. Sidste spørgsmål lyder: "Tror du på Gud?"

Tankevækkende, at det spørgsmål er med i en undersøgelse blandt præster i Den Danske Folkekirke!

Go' weekend!

KH H

onsdag den 14. marts 2012

Regeringsgrundlag contra regeringsgrundlag

Og nu da jeg er blogget på, vil jeg da med det samme komme med mit første aktuelle dryp (desværre et af de sure):

Regeringen - nu med både Manu S og Helle T i spidsen - proklamerer vielse af homoseksuelle i folkekirken allerede i juni måned. Når regeringens regeringsgrundlag på den måde støder frontalt sammen med kirkens regeringsgrundlag (Bibelen), så må det nødvendigvis gå galt! Noget går i stykker.

Mit utvetydige nej til vielse af homoseksuelle er ikke primært et nej til en gruppe mennesker men et ja til kirkens regeringsgrundlag og ham, der regerer. Ham, der hverken lader sig styre af tidens trends eller meningsmålinger.

KH H

Velkomsthilsen!

Hej!

Jeg har lavet denne blog, selvom jeg synes, at der er for meget ligegyldig snik-snak på nettet.

En blog er vist principielt tilgængelig for alle. Og det er også OK. Men jeg skriver primært for jer, som bruger mig som præst i Vigerslev Kirke.

Jeg skal nok øve mig i at skrive kort og klart, for sådan kan jeg li' det!

Og så håber jeg da, at der med tiden vil komme lidt samtale eller diskussion på bloggen.

KH H