mandag den 28. maj 2012

Medlemsflugt og gode idéer

Har lige siddet søvnigt og set en lille artikel i Søndagsavisen. Folk melder sig ud af Folkekirken. De kloge er lidt uenige om, hvor alvorligt det er. Manu S tager det roligt, men opfordrer da til at lave spaghetti og invitere forfattere ind som prædikanter. Det skal nok hjælpe ... eller hvad?

Jeg er ikke forsker og har ikke forstand på statistik. Jeg skal ikke kloge i, hvorfor folk melder sig ud. Men det ved jeg: Kirken skal ikke leve af spaghetti alene (eller af forfattere eller rockmusik). Kirken skal leve af Guds ord og Guds Ånd. Og kirken skal give liv ved Guds ord og Guds Ånd. Og hvis mennesker ikke rigtig kan finde Guds ord eller Guds Ånd i kirken, så forstår jeg virkelig godt, at de melder sig ud.

KH H

onsdag den 23. maj 2012

Tøvende biskopper?

Jeg læser i dag på Kristeligt Dagblads hjemmeside, at ritual for vielse af homoseksuelle par ikke nødvendigvis er klar, når Folketinget siger "go!" Måske er det biskoppernes diskrete forsøg på at markere en grænse mellem Folkekirke og Folketing. Jeg håber det. For jeg har længe undret mig over, at størstedelen af bispekollegiet tilsyneladende bare har ladet ministeren blive en chef, som de skal bukke og neje for.

Man kan kun håbe, at bispekollegiet vil kridte banen endnu tydeligere op, så ministeren kan mærke, at der er ting, han ikke skal blande sig i!

KH H

onsdag den 16. maj 2012

Tomme kalorier

I nyhederne hører vi i disse dage om, at vi i Danmark bruger formuer på tomme kalorier. Det er sikkert rigtigt. Men det er nu ikke lige det, jeg vil reflektere over her.

Jeg vil bruge det i overført betydning: Vi bruger sjæleligt og åndeligt tids-formuer på tomme kalorier. Af en eller anden lidt uforklarlig grund drages vi af en masse tom bras i TV og på nettet og sikkert andre steder. Og ligesom tomme kalorier gør kroppen usund, sådan gør den slags tomme kalorier sjælen eller ånden usund.

Hvordan kommer vi i gang med at spise sund mad - også i overført betydning?

KH H

tirsdag den 15. maj 2012

Tænk dog!

"Mange unge får nok af det overfladiske." Sådan lyder en overskrift i dag på dr.dk. Nogle unge samles til en slags filosofi-aftner. Super godt. I aftes skulle jeg selv tale om tvivl og tro i Kristeligt Forbund for Studerende. Deltagerne dér ville også godt tænke. Super godt at møde dem!

Gid det var mere normalt - både for kristne og ikke-kristne - at tænke. At tænke over de store spørgsmål om liv og død og om det, som mange bare ureflekteret kalder "mere mellem himmel og jord". At stille spørgsmål til ens eget og andres verdensbilleder og overbevisninger. At undre sig over det, man tror på. At lede efter sammenhæng og mening.

Mange gode og værdifulde møder og samtaler kunne fødes, hvis vi kastede os ud i at tænke!

KH H

tirsdag den 8. maj 2012

Frisk præst?

Jeg var til konfirmation i søndags og i slutningen af gudstjenesten hører jeg én på bænken bag mig sige: "Det var da en frisk præst!" Og ja, det var det faktisk. Og det er jo godt nok.

En præst må gerne være frisk (hvad det så egentlig vil sige). Men en præst skal først og fremmeste selv leve sit liv i tillid til Gud og Guds ord og så formidle dette liv og denne tillid til andre. En præst skal forkynde evangeliet om Jesus Kristus - gerne friskt men først og fremmest sandt!

Som kristne og som kirke overlever vi kun, hvis Gud selv kommer til orde og på den måde ved sin Helligånd skaber tro og liv og håb!

KH H