I Uganda har præsidenten gennemført en lov, som betyder, at homoseksuelle kan idømmes livstidsstraf på grund af deres seksualitet. Loven har vakt harme i hele verden - og senest har John Kerry sammenlignet loven med nazisme og apartheid. Og lad det være sagt med det samme og tydeligt: Jeg deler absolut harmen. Jeg mener bestemt ikke, at homoseksualitet skal kriminaliseres! Homoseksuelle skal have samme borgerlige rettigheder som heteroseksuelle.
Og alligevel er der noget, der skurrer. Diskrimination af homoseksuelle har det med for tiden at vække stor harme blandt politikere og i medierne. Fint nok. Men spørgsmålet er, om det kun er en retfærdig harme - eller om det også er en strategisk harme. Det er i den vestlige verden blevet politisk korrekt (både i samfund og i kirke) at støtte de homoseksuelle og kæmpe deres sag. Det giver stemmer. Og ... måske er det med til at øge harmen over Uganda og ligesindede!? Jeg tror det.
Og igen får jeg så lyst til at skele til de forfulgte kristne. Hvornår eller hvor ofte har politikere og medier talt med store bogstaver overfor lande, hvor mennesker diskrimineres (mister rettigheder, fængsles, dræbes) på grund af deres tro på Kristus? Hvorfor er det ikke politisk korrekt at kæmpe den sag? Trækker det ikke stemmer? Eller er det handelsmæssigt for dyrt? Eller frygter man religionskonflikten for meget?
Jeg ved det ikke. Men jeg synes, der er noget skævt her ... selvom jeg i dag ikke kan beskrive det helt skarpt i denne blog.
KH H
torsdag den 27. februar 2014
fredag den 21. februar 2014
Aktiv dødshjælp for børn
I Belgien har man tilsyneladende bestemt, at også børn skal have ret til aktiv dødshjælp. Og i dag har jeg så læst en kommentar af Pernille Vigsø Bakke om den sag. Hun argumenterer imod aktiv dødshjælp - og energisk imod aktiv dødshjælp for børn! Og det skal hun have ros for. Derfor: Tak til Pernille Vigsø Bakke! Jeg er helt enig i meget af det, hun skriver og håber sandelig ikke, at Danmark nogensinde kommer lige så langt ud som Belgien.
Men ... så kommer der alligevel noget snigende: Aktiv dødshjælp for børn handler vel om, at børn skal kunne bede om at blive slået ihjel, fordi deres liv er uudholdeligt eller fuldstændig håbløst. Og når vi er imod aktiv dødshjælp for børn, så er vi vel samtidig for aktiv livshjælp for disse selvsamme børn, ikke?
Og så kommer min tanke: Hvorfor ikke tænke på samme måde om de ufødte børn? Provokeret abort tillades, og argumentet er jo ofte netop frygten for et uudholdeligt eller fuldstændig håbløst liv for disse stakkels børn. De ufødte børn er bare endnu mindre end de børn, der kan bede om aktiv dødshjælp. De ufødte børn kan ikke selv være med til at vurdere deres livssituation og fremtid. Det må andre gøre. Og det gør de. Hver eneste dag. I Danmark.
Jeg fatter ganske enkelt ikke, at vi i vores såkaldt kristelige land ikke i langt, langt højere grad bruger Pernille Vigsø Bakkes argumenter imod aktiv dødshjælp for børn som argumenter imod den frie abort. Her er fem ud af hendes seks argumenter:
1) Se menneskelivet som skabt og givet (som en gave).
2) Når nogen har en ret til at blive slået ihjel, så pålægger man også nogen pligten til at udføre handlingen.
3) I langt de fleste tilfælde, er det pårørende til den uhelbredeligt syge, der indleder snakken om dødens ”befriende” komme.
4) Alle internationale konventioner vedrørende menneskelivet handler om at opretholde menneskelivets ukrænkelighed og dets beskyttelse mod overmagt, vold, sygdom, ensomhed, sult og død. Derfor er der noget undergravende i at skabe en ny rettighed som handler om det modsatte, menneskelivets udslettelse.
5) Smerte og død er en del af menneskelivet, desværre også i børnehøjde, som vi kan og skal tale om og håndtere - ikke noget vi skal lave et ”quick-fix” på.
Belgien er langt ud med deres aktive dødshjælp for børn. Men har Danmark ikke præcis samme kurs, når vi i mange år har praktiseret "aktiv dødshjælp" for ufødte børn? Jeg synes det!
KH H
Men ... så kommer der alligevel noget snigende: Aktiv dødshjælp for børn handler vel om, at børn skal kunne bede om at blive slået ihjel, fordi deres liv er uudholdeligt eller fuldstændig håbløst. Og når vi er imod aktiv dødshjælp for børn, så er vi vel samtidig for aktiv livshjælp for disse selvsamme børn, ikke?
Og så kommer min tanke: Hvorfor ikke tænke på samme måde om de ufødte børn? Provokeret abort tillades, og argumentet er jo ofte netop frygten for et uudholdeligt eller fuldstændig håbløst liv for disse stakkels børn. De ufødte børn er bare endnu mindre end de børn, der kan bede om aktiv dødshjælp. De ufødte børn kan ikke selv være med til at vurdere deres livssituation og fremtid. Det må andre gøre. Og det gør de. Hver eneste dag. I Danmark.
Jeg fatter ganske enkelt ikke, at vi i vores såkaldt kristelige land ikke i langt, langt højere grad bruger Pernille Vigsø Bakkes argumenter imod aktiv dødshjælp for børn som argumenter imod den frie abort. Her er fem ud af hendes seks argumenter:
1) Se menneskelivet som skabt og givet (som en gave).
2) Når nogen har en ret til at blive slået ihjel, så pålægger man også nogen pligten til at udføre handlingen.
3) I langt de fleste tilfælde, er det pårørende til den uhelbredeligt syge, der indleder snakken om dødens ”befriende” komme.
4) Alle internationale konventioner vedrørende menneskelivet handler om at opretholde menneskelivets ukrænkelighed og dets beskyttelse mod overmagt, vold, sygdom, ensomhed, sult og død. Derfor er der noget undergravende i at skabe en ny rettighed som handler om det modsatte, menneskelivets udslettelse.
5) Smerte og død er en del af menneskelivet, desværre også i børnehøjde, som vi kan og skal tale om og håndtere - ikke noget vi skal lave et ”quick-fix” på.
Belgien er langt ud med deres aktive dødshjælp for børn. Men har Danmark ikke præcis samme kurs, når vi i mange år har praktiseret "aktiv dødshjælp" for ufødte børn? Jeg synes det!
KH H
tirsdag den 18. februar 2014
Forfulgte kristne
Nordkorea er igen i mediernes søgelys. Der er lavet en rapport, som beskriver nogle af de mange menneskerettighedskrænkende ting, der er sket i det lukkede land i løbet af de sidste par årtier.
Nordkorea er også år efter år i fokus, når organisationen Åbne Døre laver en liste over de lande i verden, hvor forfølgelsen af kristne er værst. Jeg tror, at Nordkorea topper listen igen og igen.
Som danskere i et trygt og godt samfund med ytringsfrihed og religionsfrihed kan det være svært at forstå og tro på, at kristne rundt omkring i verden forfølges groft ... bare fordi de er kristne. Men det sker. Og det sker i mange lande. Og det sker måske i højere grad i vores tid end nogen sinde før! Kristne isoleres, krænkes, fængsles eller dræbes på grund af deres tro!
Og det fører mig til dagens tanke: Jeg ved ikke, hvor meget vores danske politikere ved om kristenforfølgelser i andre lande. Og jeg ved heller ikke, hvor meget de gør ved det. Men jeg fornemmer, at det ikke er et tema, der fylder ret meget. Og det undrer mig så meget! Det er politisk korrekt at understrege religionsfriheden her i landet. Og det er politisk korrekt at sikre, at ingen minoriteter i Danmark krænkes. Men er det politisk tabu at påpege religions-U-frihed og krænkelse af religiøse mindretal i andre lande? Er det kun en politisk lækkerbisken, når det handler om krænkelser på grund af seksuel orientering, jf. debatten i forbindelse med vinter-OL i Rusland?
Hvor er den politiker, der tør hamre næven i bordet overfor diktaturer og stater, som forfølger kristne?
KH H
Nordkorea er også år efter år i fokus, når organisationen Åbne Døre laver en liste over de lande i verden, hvor forfølgelsen af kristne er værst. Jeg tror, at Nordkorea topper listen igen og igen.
Som danskere i et trygt og godt samfund med ytringsfrihed og religionsfrihed kan det være svært at forstå og tro på, at kristne rundt omkring i verden forfølges groft ... bare fordi de er kristne. Men det sker. Og det sker i mange lande. Og det sker måske i højere grad i vores tid end nogen sinde før! Kristne isoleres, krænkes, fængsles eller dræbes på grund af deres tro!
Og det fører mig til dagens tanke: Jeg ved ikke, hvor meget vores danske politikere ved om kristenforfølgelser i andre lande. Og jeg ved heller ikke, hvor meget de gør ved det. Men jeg fornemmer, at det ikke er et tema, der fylder ret meget. Og det undrer mig så meget! Det er politisk korrekt at understrege religionsfriheden her i landet. Og det er politisk korrekt at sikre, at ingen minoriteter i Danmark krænkes. Men er det politisk tabu at påpege religions-U-frihed og krænkelse af religiøse mindretal i andre lande? Er det kun en politisk lækkerbisken, når det handler om krænkelser på grund af seksuel orientering, jf. debatten i forbindelse med vinter-OL i Rusland?
Hvor er den politiker, der tør hamre næven i bordet overfor diktaturer og stater, som forfølger kristne?
KH H
mandag den 10. februar 2014
Pas på miljøet - det er Guds skaberværk
Jeg prøvede på en hjemmeside sådan en beregner, der kunne fortælle mig lidt om, hvor meget forurening flytrafikken står for - sammenlignet med en række almindelige husholdningsapparater. Det var ret chokerende for mig, som gennem tiden trods alt har været i luften en del gange.
Jeg mener ikke, at det så nu er uetisk at flyve. Men jeg mener dog, at vi skal tænke os meget om, før vi gør det. Vel er det nemt. Og vel er det for tiden billigt. Men hvis vores smukke natur skal betale prisen ... så kan der hurtigt komme en sur efterregning.
Som kristne har vi et ansvar for den verden, Gud har skabt. Det kan vi se på de allerførste sider i Bibelen. Det betyder ikke, at vi nødvendigvis skal melde os ind i Greenpeace eller lignende. Men det betyder, at vi skal leve ansvarligt. Og det betyder, at vi skal værne om vores miljø og træffe gode valg. Både i vores hverdag og i vores ferier.
Hvis det så betyder en flyrejse mindre og en cykelferie mere ... so be it!
KH H
Jeg mener ikke, at det så nu er uetisk at flyve. Men jeg mener dog, at vi skal tænke os meget om, før vi gør det. Vel er det nemt. Og vel er det for tiden billigt. Men hvis vores smukke natur skal betale prisen ... så kan der hurtigt komme en sur efterregning.
Som kristne har vi et ansvar for den verden, Gud har skabt. Det kan vi se på de allerførste sider i Bibelen. Det betyder ikke, at vi nødvendigvis skal melde os ind i Greenpeace eller lignende. Men det betyder, at vi skal leve ansvarligt. Og det betyder, at vi skal værne om vores miljø og træffe gode valg. Både i vores hverdag og i vores ferier.
Hvis det så betyder en flyrejse mindre og en cykelferie mere ... so be it!
KH H
tirsdag den 4. februar 2014
Ny kirkeminister
Efter SF's exit fra regeringen er der blevet flyttet rundt på taburetterne på Christiansborg. Og i den forbindelse blev også opgaven som kirkeminister flyttet. Manu Sareen er ikke længere folkekirkens chef. Nu hedder ministeren Marianne Jelved.
Jeg ved ikke nok om MJ til at kunne sige en masse for eller imod. Men jeg fornemmer, at hun har sans for det kirkelige, og jeg mener, at hun selv bekender en kristen tro. Og det er i sig selv godt, for så må hun jo have en god mulighed for at lytte og for at behandle kirken og ikke mindst kirkens indre anliggender med respekt. Og det er virkelig godt.
Desuden kender jeg hende som den minister, der havde mod og styrke til at gå imod biskoppens indstilling til lukning af københavnske kirker. Og uanset om man nu mener det ene eller andet i den sag, så er det godt, at hun evner at se nøgternt på en sag og træffe en beslutning - tilsyneladende uden hensyn til, om beslutningen er populær.
At Manu Sareen så stopper som kirkeminister, kan jeg kun glæde mig over. Jeg har i ham ikke set mange hensyn til kirkens liv. Og jeg fornemmer heller ikke meget personligt kirkeligt hjerteblod i ham. Han er sikkert en flink fyr ... men han har trampet rundt i de kirkelige bede. Og det ærgrer jeg mig over.
Måske bliver kirkepolitikken ikke meget anderledes ... men måden at gå til opgaven på bliver helt sikkert anderledes.
KH H
Jeg ved ikke nok om MJ til at kunne sige en masse for eller imod. Men jeg fornemmer, at hun har sans for det kirkelige, og jeg mener, at hun selv bekender en kristen tro. Og det er i sig selv godt, for så må hun jo have en god mulighed for at lytte og for at behandle kirken og ikke mindst kirkens indre anliggender med respekt. Og det er virkelig godt.
Desuden kender jeg hende som den minister, der havde mod og styrke til at gå imod biskoppens indstilling til lukning af københavnske kirker. Og uanset om man nu mener det ene eller andet i den sag, så er det godt, at hun evner at se nøgternt på en sag og træffe en beslutning - tilsyneladende uden hensyn til, om beslutningen er populær.
At Manu Sareen så stopper som kirkeminister, kan jeg kun glæde mig over. Jeg har i ham ikke set mange hensyn til kirkens liv. Og jeg fornemmer heller ikke meget personligt kirkeligt hjerteblod i ham. Han er sikkert en flink fyr ... men han har trampet rundt i de kirkelige bede. Og det ærgrer jeg mig over.
Måske bliver kirkepolitikken ikke meget anderledes ... men måden at gå til opgaven på bliver helt sikkert anderledes.
KH H
Abonner på:
Opslag (Atom)