Konfirmation - et JA for livet!

I denne tid er det højsæson for konfirmationer. Og det er festligt og godt! Dejligt at fejre vores unge mennesker! Og dejligt at fejre deres JA til forsagelsen og troen på den Treenige Gud - og samtidig fejre Guds JA til dem!

I min tale til mine konfirmander for en god uge siden opfordrede jeg dem til at lade deres JA være et JA for livet. Et evigt JA - ligesom Guds JA er et evigt JA. Og det er en vigtig opfordring. For alt for ofte falmer det unge menneskes JA til Gud, så det med tiden bliver sådan et lidt blødt og føjeligt JA, som former sig og får mindre og mindre indflydelse på livet. Et JA, som måske nok er til stede som teori, tradition eller kultur ... men ikke et JA, som livet bøjer sig under. Og det er ikke godt. Et JA til Gud må jo netop altid være et JA til Gud som Gud, som Herre, som Konge og et JA til Guds vilje og planer - sådan som han har åbenbaret det for os i de bibelske skrifter.

Jeg mødte i weekenden et par på min egen alder (altså omkring de 40). Vi havde en god samtale, og det viste sig, at de var i fuld gang med at planlægge nogle måneder, hvor de ville bruge tid på at søge Gud og hans vilje for deres liv, og hvor de også ville bruge tid på mission og diakoni et eller andet sted i verden. De holdt altså begge fast i deres JA til Gud. Og de ønskede fortsat at leve i det JA. De ville ikke lade jobs og hus bestemme!

Jeg blev glad af at møde dem. For de levede jo netop det JA, som jeg opfordrede mine konfirmander til at leve. Og på den måde blev de et forbillede for mig og for mange andre.

Og dermed denne opfordring til alle - ikke bare konfirmanderne: Lad jeres JA til Gud være et JA for livet. Og hvis JA'et gennem årene er blevet parkeret et eller andet ligegyldigt sted, så find det frem, puds det af og lev det! Nu!

KH H

Ensomhed

I denne tid sætter DR fokus på ensomhed, og det er rigtig godt! For ensomhed ser ud til at være et meget stort problem i vores samfund. Mange mennesker er ensomme. Og det gælder mennesker i alle aldre.

På en måde kan det jo godt undre. For vi lever jo i foreningsdanmark, hvor alle har adgang til at melde sig ind i eller dukke op til alt muligt mærkeligt! Tilbud er der masser af. Men hvorfor er der så alligevel mange ensomme?

Hmm ...

Måske er det sådan, fordi det opleves lidt skamfuldt at indrømme ensomhed. For så er man åbenbart ikke så vellidt. Eller også er man bare ikke så sjov at være sammen med. Eller hvad?

Måske kan ensomheden også til dels fremmes ved vores konstante digitalisering. Vi kan være "sammen" med mennesker via nettet ... uden at skulle vise nogen det triste ansigt eller de trætte øjne. Og vi kan både købe ind, gå i banken og snakke med lægen over nettet.

Eller måske skyldes ensomheden vores generelle travlhed (eller i hvert fald at mange har travlt). Når først arbejde, familie og husholdning er blevet håndteret, ja, så orker vi ikke at invitere naboen på en kop kaffe.

Uanset hvad, så skal der en bevidst indsats til for at bryde ensomheden. Og det er en indsats, som vi også virkelig må tage på vores skuldre som kristne og som kirke. Den ensomme må selv tage initiativ - så langt kræfter og muligheder rækker. Og som kirke og kristent fællesskab må vi have gode rammer, som ikke kun er fyldt med gudstjeneste og undervisning, men hvor der også er god plads til fællesskab, hygge og snak ... og dermed venskab! Og som kristne mennesker må vi i vores hverdag i nabolag og på arbejde være opmærksomme på det medmenneske, som kunne have brug for en ven. Måske den ven skulle være mig! Og måske det venskab er vigtigere end en pænt poleret bil og en nydelig forhave!

KH H

Kristus er opstanden!

Jeg ved godt, at jeg har skrevet et indlæg om det tidligere ... men gentagelse fremmer som bekendt forståelsen: Vi har lige fejret påske i landets kirker. Påsken handler om Jesus Kristus, som led, døde og opstod for vores skyld. Det er centrum i den kristne tro! Jesus blev menneske (julens budskab) for at være vores stedfortræder (påskens budskab).

Jeg er sikker på, at mange præster i landets kirker har forholdt sig til den debat, som i nogle måneder har fundet sted i medier og aviser, nemlig debatten om, hvorvidt Jesu opstandelse var en konkret, fysisk opstandelse. Og det er også oplagt. For det skal slås fast igen og igen i generation efter generation, at Jesus er opstået fysisk, konkret og virkeligt!

De første disciple så ham, rørte ved ham, spiste med ham, snakkede med ham! Han var ikke bare en varm følelse indeni dem. Og han var ikke bare en eksistentiel oplevelse af, at livet trods alt giver mening. Sådan noget diffust plidder-pladder ville de første frygtsomme disciple næppe blive forvandlet af. Den slags ville de næppe dø for. Men det ville de for den virkeligt opstandne Jesus Kristus!

Jesus er fysisk, konkret og virkeligt opstået fra de døde - og dermed har han besejret vores fysiske, konkrete og virkelige død! Enhver, som i troen knytter sig til ham, har håb om en fysisk, konkret og virkelig opstandelse og håb om gensyn og evigt liv! Vi fatter det ikke ... men der er som bekendt så meget, kvinder og mænd ikke forstå!

Rigtig glædelig påske!

KH H