onsdag den 27. maj 2015

Elsk din politiker!

Man regner med, at statsministeren udskriver valg lige præcis nu! Spændende! Og så går valgkampen for alvor i gang! Og vi skal lytte, tænke, diskutere og til sidst sætte vores kryds.

I valgkampens hede kan tonen blive hård. Og stemningen trykket. Og måske rammes nogle af os af politikerlede, som man kalder det. En lede, som vel rammer os, når vi fornemmer utroværdighed eller ufine metoder eller alt for meget spin. Og den lede er ikke altid så let at ryste af sig.

Og måske bliver den lede til grim snak ... ikke mindst på nettet og særligt på facebook, hvor man så nemt og hurtigt kan skrive noget grimt! Men ... er det nu også OK?

Jeg synes det ikke!

Selvfølgelig skal politikerne gå til hinanden. Selvfølgelig skal der diskuteres og angribes og kæmpes. Og selvfølgelig må vi i et demokratisk land blande os og have holdninger og give udtryk for dem de steder, vi har adgang til. Men ... det skal være ordentligt. Eller rettere: Det skal være næstekærligt. Politikerne er også vores næster. Også dem, som om en lille måned sidder på magten. Og også dem, vi er helt uenige med og dem, vi ikke kan klare synet af. Og vi er faktisk som kristne forpligtet på at være vores politiske lederes forbedere (læs 1 Tim 2,1-2).

Derfor: Lad os kaste os ud i valgkamp og diskussioner. Lad os blande os så meget, vi kan. Men lad os altid gøre det ordentligt uden at glemme forbønnen og næstekærligheden!

KH H

tirsdag den 19. maj 2015

Valgkamp

Valgkampen er i gang. Ikke formelt men uformelt. Alle ved, at der kan komme valg når som helst. Og det er spændende. Vi skal igen lytte til politikerne og bevidne deres mere eller mindre sympatiske magtkampe. Fint nok! Men hvordan forholder vi os egentlig som kristne til hele dette cirkus? Følger vi bare med? Lader vi os besnære af politikernes retorik og medietalent? Lytter og stemmer vi ud fra: What's in it for me? Eller hvad?

Jeg vil ikke lave en guide for, hvordan vi som kristne skal følge valgkampen. Og jeg vil heller ikke pege på ét parti som det eneste parti for kristne (jeg har gode kristne venner, som fordeler sig på i hvert fald 5 forskellige partier). Men jeg vil alligevel så en tanke:

Som kristne er vi kaldet til at lade det dobbelte kærlighedsbud være den vigtigste guideline i livet. Vi skal altså elske Gud og vores næste. Det gælder i hverdagens mange små situationer ... men det gælder jo også i en valgkamp og til den tid i stemmeboksen. Det betyder ikke, at vi kun kan sætte vores kryds ud for troende kristne mennesker. Men det betyder vel, at vi må forholde os til partiers politik og politikeres mærkesager ud fra vores kristne etik og værdier. Og derfor kunne vi jo passende have sådan nogle spørgsmål i baghovedet:

- Hvordan skaber vi et samfund, som bedst muligt giver vores næste - og særligt vores svage og svageste næste - gode forhold? Hvilket parti er bedst til det? Hvilke politikere vil vi helst have i spidsen for det?

- Hvilke kristne værdier mener vi er afgørende i vores samfund? Disse værdier må vel afgøre vores valg i højere grad end fx vores økonomiske egeninteresser eller vores personlige tryghed.

- Hvilket samfund giver de bedste rammer for Kirkens liv og vækst uden at prøve at gøre Kirken til en religiøs kopi af det gennemsækulariserede samfund?

- Find selv på flere overvejelser og spørgsmål: ...

Det er i virkeligheden ikke særlig dybsindigt eller filosofisk. Og det skal det heller ikke være. Det handler ikke om fine eller hyperintellektuelle overvejelser men om at lade vores tro gennemsyre vores liv. Troen skal ikke ud af det offentlige liv og heller ikke ud af stemmeboksen!

KH H