fredag den 14. august 2015

Evangeliet er dumt!

Jeg har hen over sommeren og også de sidste par dage i flere situationer snakket med mennesker om evangeliet - kernen i vores kristne tro. Rigtig mange mennesker mener, at det vigtigste i vores kristne tro er noget med næstekærlighed og fromhed. Og det er rigtigt nok, at begge dele er vigtige ... men ikke det vigtigste. For det vigtigste er ikke, hvad vi har gjort eller gør, men hvad Jesus Kristus har gjort og gør.

Det ligger i vores natur, at vi da både kan og skal gøre noget. At vi på en eller anden måde skal vinde guddommelig gunst ved at opføre os ordentligt eller udføre bestemte ritualer og øvelser. Og det afspejler sig så vidt jeg ved i alle religioner ... altså undtagen i sand kristendom. I alle andre religioner skal man gøre noget, vide noget eller give afkald på noget for på den måde at arbejde sig op til det guddommelige.

Men i sand og sund kristendom er bevægelsen modsat. Her får vi at vide, at der ikke er noget, vi kan gøre for at arbejde os op til Gud. At vi ikke kan vinde Guds gunst ved gode gerninger eller fromhed. At vi i forhold til Gud er helt hjælpeløse og fortabte. At pladsen i Guds Rige ikke er til salg, ikke kan købes eller fortjenes. Bevægelsen er altså modsat: I stede for troen på, at vi skal arbejde os op til Gud, så må vi finde ro i troen på, at Gud har bevæget sig ned til os.

Jesus Kristus er Gud, der har bevæget sig ned til os. For at samle os op fra det dyb, vi på ingen måde selv kan komme op fra. Og det gør han ved at blive menneske og ved at ofre sig og dø på et kors i vores sted. Evangeliet er budskabet om Jesus Kristus - og det som korsfæstet.

Og se, her vil mange ryste på hovedet. Hvordan kan det være rigtigt? Hvordan kan det være rimeligt, at vores pæne liv ikke giver point? Hvordan kan man have et så svagt menneskesyn? Så lidt tro på menneskets evner og muligheder? Det er da dumt!

Og ja, det er dumt. Evangeliet er dumt! I hvert fald, hvis vi helt selv kan bestemme. For vi vil gerne kunne selv. Vi vil gerne have den stolthed. Det hovmod. Og derfor har mennesker i 2000 år ment, at evangeliet er dumt. Og af den grund har mange afvist evangeliet. De vil ikke finde sig i at få at vide, at de ikke kan arbejde sig op på et niveau, hvor Gud uddeler medaljer. De vil ikke være hjælpeløse. Ka' selv! Vil selv!

Evangeliet er dumt! En dårskab ... sagde folk i den første tid. Men det er kun en dårskab for os "kloge" og stolte mennesker. For Gud er evangeliet visdom og kærlighed og nåde og sandhed ud over alle grænser!

KH H