mandag den 12. december 2016

Hvorfor vente?

I mit arbejde møder jeg ofte mennesker, som ligger på deres dødsleje. Og når de ligger dér, begynder de at tænke på liv og død og Gud. Og det er jo godt, for det er jo sidste chance for at forholde sig til de store spørgsmål. Bedre sent end aldrig, som man siger.

Men jeg kan alligevel blive ved med at undre mig over, hvorfor så mange mennesker venter med at forholde sig til de største og vigtigste spørgsmål, til de ligger lige for døden. Hvorfor ikke undersøge sagerne med det samme og så forholde sig til dem? Hvorfor vente?

Jeg ved selvfølgelig godt, hvilke grunde, der kan være. Det kan både handle om opvækst, tradition, miljø, psykologi og en masse andet. Men jeg vil alligevel udfordre disse grunde. For hvis der er en Gud, ja, så er intet vel vigtigere end at finde ud af, hvem han er, og hvordan man kobler sig på ham. Og hvis der er et liv efter døden, ja, så er intet vel vigtigere end at finde ud af, hvordan man får del i det liv.

Derfor: Gør det nu! Vent ikke! Begynd fx 2017 med at opsøge en kirke, der tilbyder et Alphakursus eller kristendomskursus og hop med på det. Undersøg sagerne, før du ligger ansigt til ansigt med døden! Gør det nu!

KH H

tirsdag den 18. oktober 2016

Spis sammen!

Jeg har netop sendt en nyhedsmail til folk i og omkring Vigerslev Kirke, hvor jeg er præst. Jeg reklamerer for tre ting, som finder sted i løbet af de næste 10 dage ... og i forbindelse med to af disse ting er der fællesspisning (til den tredje ting - gudstjenesten - er der "kun" kirkekaffe). Når vi samles i kirken, spiser vi næsten altid sammen. Vi smiler nogle gange ad det og kalder kirken for "mad-kirken".

Men hvor er det godt, at der næsten altid er "måltidsfællesskab" i kirken. Hvor er det godt, at vi ikke kun sidder på rækker og lytter. Eller kun snakker om åndelige ting i bibelgrupper eller andet. Hvor er det godt, at vi spiser sammen, sidder ved bordene og snakker om hverdagens små og store emner. For lige dér ved bordene mødes vi som dem, vi er og i øjenhøjde med hinanden. Og vi viser hinanden, at hverdagen og det almindelige menneskeliv er vigtigt både i kirken og såmænd også for Gud.

Kristen tro er nemlig ikke en verdensfjern tro, som kun handler om store filosofiske emner men en tro, som gennemtrænger hele livet i alle dets små og store detaljer. Og kirkens fællesskab er derfor heller ikke et filosofisk fællesskab men et fællesskab af almindelige mennesker.

Så i dag bare dette lille og ganske jordnære pip: Spis sammen!

KH H

onsdag den 28. september 2016

Religiøse samlinger på gymnasierne

Igen er der et gymnasium, som vil lukke helt for religiøse møder på skolen. Beslutningen kommer efter et uheldigt møde for muslimer ... men rammer alle, som gerne vil mødes omkring deres tro inkl. de kristne, der samles i Kristeligt Forbund for Studerende (KFS). Når jeg skriver "igen", så er det, fordi samme problematik mødte mig, da jeg var generalsekretær i KFS.

I den konkrete problematik mener jeg, at de enkelte gymnasier skal lave rammer og regler for alle de foreninger m.m., som ønsker at mødes på skolen og så lade disse rammer bestemme, hvem der kan samles, og hvem der ikke kan. Det kan ikke være rigtigt, at man føler sig nødsaget til at forbyde alle religiøse samlinger, fordi én gruppe opfører sig dårligt. Der bør være plads til religiøse grupper og deres møder, så længe disse ikke bryder skolens spilleregler. Og det er der (mindst) to gode grunde til:

Den ene grund er, at de unge på studiestederne da skal have lov til at lave de grupper og foreninger, de har lyst til.

Og den anden grund er, at det jo i sig selv er samfundsdannende, at man på en skole sætter nogle rammer indenfor hvilke der er forsamlings- og religionsfrihed. Sådan fungerer vores samfund - og dét bør et gymnasium afspejle. Hvis ikke et gymnasium skal være med til at danne vores unge mennesker til et liv i et multireligiøst samfund, hvem skal så?

KH H


tirsdag den 30. august 2016

Dødsmetal i kirken?

Hen over weekenden har der været mediedebat, fordi Langnæskirken i Århus har lagt hus til en koncert med dødsmetalbandet Solbrud. Koncerten fandt sted i går. Jeg kender ikke bandet godt nok til at vurdere, om det er et antikristent eller ligefrem satanistisk band ... men det er dét, der antydes i debatten, og det brudstykke af en sangtekst, som jeg har set, er da også meget mørkt og makabert.

Nu ved jeg jo godt, at der findes kristne metalmusikere, som kombinerer den hårde musik med livets og troens kampe. Og jeg vil ikke udelukke, at sådan et band med rette kunne spille i en kirke. Så det er ikke genren i sig selv, der er problemet. Men det er sandelig et problem, hvis en kirke har lagt hus til et band, som i sin grund og i sine værdier og i sit budskab skriger imod kirkens grund, værdier og budskab. Hvis det er det, der er sket, så fatter jeg ganske enkelt ikke Langnæskirkens folk!

Og så fra det konkrete eksempel til det mere generelle:

I vores tid hører jeg jævnligt, at der i en sognekirke har været arrangementer eller forkyndere, som står for noget helt andet end kirken. For noget tid siden var det en imam, der fik taletid. Ofte er det yoga (uden kristen tolkning), der (så vidt jeg ved) får plads i kirkerummet. Og der er sikkert mange flere eksempler.

For mig er det er sygdomstegn. Et tegn på en kirke, som ikke længere tror på sit eget budskabs sandhed og kraft. Og som ikke længere tror på, at kristen tro og al mulig anden tro ikke uden videre kan forenes. En kirke, som er blevet sandhedsrelativistisk og hyperrummelig. Og dermed en kirke, som står i fare for at blive irrelevant.

Kirken tjener én Herre - og kun én! Og kirken forkynder én Herre - og kun én! Og det er den Jesus Kristus, som siger, at han er Vejen, Sandheden og Livet! Ikke bare en vej blandt mange, en sandhed blandt mange og et liv blandt mange!

KH H

mandag den 22. august 2016

Kristendomsundervisning i folkeskolen

En ny undersøgelse viser, at det er en generel tendens, at man i folkeskolerne forfordeler undervisning i kristendom i forhold til andre religioner. Det er tilsyneladende problematisk, fordi loven siger, at religionerne skal have lige behandling i faget.

Men så mener jeg, at loven bør laves om!

Jeg mener ikke, at man i folkeskolen skal forkynde kristen tro (det må vi præster tage os af), men jeg mener helt bestemt, at kristendom skal have en grundigere gennemgang end alle de andre religioner - af den simple grund, at vores land er formet af og bygget på den kristne tro. Vores mange værdier og vores kulturelle tone er formet af kristen tro. Og derfor må man da i folkeskolen gøre noget ekstra ud af det.

Dette ekstra fokus bliver i denne tid mere og mere påkrævet, fordi der kommer mange til vores land, som ikke kender Danmarks kristelige grundtone. Disse nye danskere skal selvfølgelig frit kunne tro, som de vil. Men de skal samtidig have et grundigt kendskab til dansk kultur - inkl. Danmarks kristelige fundament!

Ovennævnte undersøgelse peger derfor på en for mig glædelig tendens. Og hvis tendensen strider imod folkeskoleloven, ja, så mener jeg, at det er loven og ikke den konkrete prioritering i undervisningen, der skal laves om!

KH H

tirsdag den 9. august 2016

OL

I disse OL-tider er det svært at undgå at følge lidt med, hvis man da enten tænder for fjernsynet, går på nettet eller åbner avisen. Og det er jo fint og festligt! Og så er det spændende at følge nogle konkurrencer og inspirerende at se disse toptunede atleter, som virkelig træner og kæmper og gør deres yderste for at vinde! Sejt!

En tanke slog mig: Paulus har sikkert oplevet OL eller noget lignende på første hånd. Han skriver sådan her i sit første brev til korintherne: Ved I ikke, at de, der er med i et løb på stadion, alle løber, men kun én får sejrsprisen? Løb sådan, at I vinder den! Men enhver idrætsmand er afholdende i alt – de andre for at få en sejrskrans, der visner, men vi for at få en, der ikke visner. Jeg løber derfor ikke hid og did, og jeg er ikke som en bokser, der slår i luften. Jeg er hård ved min krop og tvinger den til at lystre, for at jeg, der har prædiket for andre, ikke selv skal blive forkastet.

Wow! Hvor mange af os magelige danskere tænker om vores kristne liv og tro på denne måde? Ikke mange, tror jeg! Og i hvor høj grad præger denne måde at tænke på vores tolerante, rummelige, folkelige kirke? Ikke i høj grad, tænker jeg!

Vi har desperat brug for det, som man gennem tiderne har kaldt vækkelse. Vækkelse betyder, at nogen, som sover, bliver rusket vågen. Vækkelse er ruskelse! Danmarks kristne sover! Danmarks kirke sover! Og vi må bede vores Herre om vækkelse, ruskelse, så vi igen melder os på banen for at kæmpe for sejren!

Måske lidt OL-kiggeri kan ruske op i os?

KH H

tirsdag den 2. august 2016

En ny begyndelse

For de fleste af os er sommerferien nu forbi eller i hvert fald snart forbi. Og forhåbentlig har vi fået ladet batterierne op, så vi er klar til en ny omgang hverdage. Og det kan betyde, at vi giver os selv en ny start. Skolebarnet har måske fået en ny skoletaske. Den studerende har måske købt sig en ny computer. Og alle vi andre har måske bare lagt os i selen for mere punktlighed, større effektivitet eller bedre kvalitet i arbejdet.

Jeg tænker, at begyndelsen efter en sommerferie også kan være en ny begyndelse i livet med Gud. En beslutning om trofast at opsøge og prioritere det kristne fællesskab og gudstjenesten. Eller om at afsætte tid hver dag til bøn, bibellæsning og stilhed. Eller måske en beslutning om at tilmelde sig noget nyt: En bibelgruppe eller noget undervisning. Eller om at bidrage med noget som frivillig i de mange kirkelige aktiviteter, der findes.

Jeg tror i hvert fald, at det er oplagt, at man efter en sommerferie lige stopper op og overvejer, om der er nogle beslutninger eller prioriteringer, der skal være anderledes.

KH H

onsdag den 27. juli 2016

Kristenforfølgelse i Danmark?

Terroren fortsætter med at trække sit blodige spor hen over denne sommer. Senest er det en præst i det nordlige Frankrig, som i Allahs navn blev dræbt i sin kirke. Det betyder, at terroren i Europa har fået en ny - men ikke overraskende - drejning. Nu er det ikke bare tilfældige mennesker på en strand eller i et tog, der bliver ramt. Nej, nu er der også tale om målrettet terror med kristne.

Forfølgelse af kristne er ikke nyt. Det har altid fundet sted og finder også sted i dag rundt omkring i verden. De fleste steder er der tale om myndigheder (oftest i islamiske lande), der mere eller mindre voldsomt bekriger de kristne og den kristne tro. Men nogle steder er det mere tilfældige grupper, som optændt af had går til angreb. Og nu altså også i Frankrig. I Europa. I vores område. Det rykker tæt på.

Som sagt bør det ikke overraske os. Både Jesus og Paulus har for længst forberedt os på, at vi som kristne vil blive udsat for forfølgelse, ligesom de selv blev det. Måske har vi følt os sikre her i vores såkaldt kristelige hyggeland. Men det er slut nu. Også her kan den tilfældige terror mod kristne pludselig dukke op.

Så hvad skal vi gøre?

Tjah ... som samfund skal vi selvfølgelig arbejde for sikkerhed og tryghed på en eller anden måde, og politikerne skal tage terrortruslen alvorlig og turde sætte ord og handling på, at den terror, som sandsynligst vil ramme vores land, har rødder i islam (jeg taler ikke om krig mod islam men ærlighed og åbenhed omkring den terrortrussel, vi møder i vores del af verden).

Men som kristne og i kirken skal vi noget andet. Her skal vi nemlig først og fremmest ved at holde os tæt til Jesus Kristus sørge for at være klar til at dø (uanset om døden kommer snigende som alderdom eller sygdom eller angriber pludseligt som ulykke eller terror). Og så skal vi ellers elske vores fjender og bede for dem, der forfølger os. Sådan følger vi vores Herre Jesus Kristus. Og sådan viser vi verden, at Jesus Kristus er fundamentalt anderledes end alle andre religiøse hovedpersoner. Og at den kristne tro adskiller sig fra al anden religiøsitet.

KH H

tirsdag den 19. juli 2016

Frygt ... ikke!

I disse uger er vi gennem medierne igen vidne til forfærdelige angreb på uskyldige mennesker. Sidste uge var det et angreb på en strand i Nice. I går var det et angreb på tilfældige mennesker i et tog i Tyskland. Og i morgen ... er det måske lige her. På mit sted. I min by. På den perron, hvor jeg venter på et tog. Hvem ved?

Når den slags sker, så rammes vi nemt af frygt. Selvfølgelig gør vi det. Og så er der hver gang nogle meningsdannere, som siger, at vi ikke skal frygte. Nej, vi skal være glade, vi skal feste, vi skal smile, vi skal forsamles, vi skal færdes, vi skal leve, vi skal ikke lade os kue, vi skal ikke bukke under for terror og had, vi skal ikke frygte. For så har terroristerne jo vundet over vores frihed og demokrati og kultur.

Men virker denne formaning til ikke-frygt? Jeg tror det ikke. For hvis dette liv er det eneste, vi har, så må vi da nødvendigvis frygte døden. Og ikke mindst en død, som på et uventet sted og et uventet tidspunkt og fra en uventet person kan slynge sit grimme fjæs lige op i ansigtet på os som trold af en æske.

Det siges, at der i Bibelen står "frygt ikke" 365 gange. Én gang til hver dag i året. Jeg ved ikke, om det passer, men tanken er smuk. Hver dag opmuntres vi altså til ikke at frygte. Ikke sådan tag-dig-nu-sammen-og-frygt-ikke-de-onde-og-mørke-kræfter-i-vores-verden-agtigt. Ikke som en spark i røven, der skal få os til at bekæmpe frygten. Men som en kærlig forkyndelse af, at vi ikke behøver at frygte, når vi hører sammen med den Gud og Far, som i sin Søn Jesus Kristus har vist os, at han er stærkere end den død, der så let kan skræmme os. Hvorfor frygte terror og ondskab, når vi hører sammen med den opstandne Jesus Kristus?

Der er en verden til forskel på meningsdannernes formaning til i egen kraft ikke at frygte og så den bibelske forkyndelse af befrielse fra frygt ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde. Formaningen skal vi i egen kraft leve op til. Forkyndelsen har Jesus Kristus bogstaveligt talt levet op til for os!

Derfor: Frygt ikke!

KH H

tirsdag den 21. juni 2016

Obligatorisk kristendomsundervisning

I dag fortæller Kristeligt Dagblad, at det for tiden diskuteres, om kristendomsundervisningen på folkeskolerne skal gøres obligatorisk. Som det er nu, er faget det eneste fag, som man af religiøse årsager kan bliver fritaget for.

Jeg synes, at diskussionen er spændende. Og jeg tænker at forsalget er godt. Jeg er helt med på, at kristendomsundervisning ikke kan eller må være forkyndende. Og jeg er også helt med på, at der meget vel kan være lærere i faget, som jeg meget nødig ville have til at undervise mine børn om den kristne tro. Men jeg tror dog, at det er helt afgørende, at vi som folk bliver meget mere bevidste om vores kristne arv og værdier i en tid, hvor både andre markante religioner (ikke mindst islam) og også en aggressiv ateisme hele tiden udfordrer med et andet livssyn og dermed med en anden kultur og etik. Jeg møder i hvert fald som præst alt, alt for mange mennesker, som ganske enkelt er helt blanke mht. kristen tro!

Det vigtigste redskab for vores land og folk i mødet med stærke overbevisninger er at vide, hvem vi selv er, hvad vi selv tror på, hvad vi selv er rundet af. Hvis vi er glade for vores land og folk og kultur (også uden at blive ekstreme nationalister), så må vi gøre noget for at værne om den og styrke den - både for de mennesker, som er pæredanske og for dem, der kommer hertil.

Vi kan ikke hindre stormen i at rase mod vores hus. Men vi kan godt sikre, at vores hus er bygget på et solidt fundament.

KH H

tirsdag den 31. maj 2016

Nej til abort - ja til support!

I forskellige sammenhænge har jeg mødt mennesker, som har valgt at få et barn, som de vidste ville give store udfordringer. Det kan være et barn med et alvorligt handicap eller alvorlig sygdom. Eller det kan være en situation, hvor moderen er alene og har svært ved at overskue tingene. Og da jeg jo absolut er modstander af provokeret abort, så har jeg enorm respekt for dem, der har valgt at beholde deres barn på trods af meget store udfordringer! De fortjener et kæmpe skulderklap!

Men de fortjener meget mere end det. For hvis vi som kristne og som menighed virkelig mener vores nej til provokeret abort, ja så må vi samtidig sige et stort ja til de forældre, der vælger livet for deres barn - uanset hvad. Og det ja skal ikke bare være et skulderklap i ny og næ, selvom skulderklap jo er rare at få. Nej, det skal være et praktisk og konkret ja. Måske kan man hjælpe med at passe barnet; måske kan man lave mad eller gøre rent eller købe ind; måske kan man ordne haven eller hjælpe med papirer og økonomisager; eller måske kan man noget helt andet. I hvert fald: Mennesker, som har valgt livet og dermed i visse situationer valgt udfordringerne og byrderne - de mennesker skal have venners og ikke mindst menighedens helt konkrete hjælp og støtte.

Hvis vi som kristne og som menighed skal kunne se os selv i øjnene, når vi siger nej til provokeret abort, ja, så må vi sandelig også stå klar med support, så udfordringer og byrder ikke bare ligger på nogle få skuldre men på mange.

KH H

onsdag den 25. maj 2016

Gør som han siger!

I søndags holdt jeg gudstjeneste. Teksten var afsnittet i Matthæusevangeliet, som kaldes dåbs- eller missionsbefalingen. Det er dér, hvor Jesus sender sine disciple ud i verden for at gøre alle folkeslagene til hans disciple ved at døbe dem og ved at lære dem at holde alt det, som han har befalet. Og det er dette sidste, jeg gerne vil dryppe en kommentar på. Jesus siger, at vi - hans disciple - skal lære at holde alt det, som han har befalet. Jesus kræver lydighed. Men hvorfor mon? Ja, det er der flere gode grunde til:
- Vi skal være lydige, fordi Jesus er vores Herre og derfor ham, der bestemmer.
- Vi skal være lydige, fordi det er det bedste for os selv, vores næste og vores verden.
- Og ... så skal vi være lydige for at ære Jesus Kristus!

Jeg er ved at læse Richard Dawkins bog "The God Delusion" - en ret voldsom ateistbog. Dawkins blev sammen med tre andre hardcore ateister kendt for nogle radikale angreb på al religion for nogle år siden. Det vil jeg ikke komme nærmere ind på her. Men det er tankevækkende, at en primær anledning til deres angreb er oplevelsen af religiøse mennesker, som handler eller taler ondt!

Og så ser jeg i dag en notits om en eller anden præst, som jeg ikke kender, men som har misbrugt sin status og autoritet og på en eller anden måde været skyld i overgreb på en masse børn i sin kirke. Jeg kender ikke historien godt nok til at vurdere, hvad der er sket. Men det er heller ikke sagen her. Sagen er, at såkaldt kristne mennesker, som handler eller taler ondt er skyld i andre menneskers vrede og flugt fra kirke og tro ... og dermed fra Jesus Kristus.

Hvis vi som kristne lever eller taler ondt, forkert, ulydigt, så vanærer vi Jesus Kristus. Hvis vi som kristne lever og taler godt, sandt, lydigt, så ærer vi Jesus Kristus. Hvis vi vanærer Jesus Kristus, så skubber vi mennesker væk fra ham. Hvis vi ærer Jesus Kristus, så hjælper vi mennesker hen til ham.

Der er altså flere gode grunde til, at vi skal lære at holde det, som Jesus har befalet. Men en af de vigtigste grunde er Jesu Kristi ære. Nok ikke så meget for hans skyld. Men for verdens skyld. For verdens møde med Jesus Kristus er (næsten altid) først et møde med hans disciple ... på godt og ondt.

Derfor dette opråb til alle os, der bekender os til Jesus Kristus: Gør som han siger! Ikke krybende som for en hård diktator. Men med glæde for en Frelser og Herre, som har elsket os urimeligt højt og ofret sig selv for os. Gør som han siger! Til hans ære! Og til menneskers frelse!

KH H

tirsdag den 12. april 2016

Ateisterne tror!

Ateistisk Selskab bruger for tiden nogle penge på at få folk til at melde sig ud af Folkekirken. Og det har de selvfølgelig lov til. Og det ser også ud til at virke, i hvert fald skriver KD, at ca. 3000 mennesker har gjort det i kølvandet på kampagnen. Og på en måde kan jeg jo sagtens forstå, at folk melder sig ud. Hvis de rent faktisk ikke tror på, at der findes en gud, så er det da helt oplagt ikke at være medlem af en kristen forening, også selvom man mister nogle rettigheder i forbindelse med kirkelige handlinger.

Desuden tænker jeg jo ikke først og fremmest mig selv som ansat i en forening, der skal skrabe så mange medlemmer sammen som muligt. Det er godt med mange medlemmer, fordi vi så har flere midler til at lave kirke for. Men jeg er ikke præst for at hverve medlemmer til Folkekirken. Jeg er præst for at "hverve" medlemmer til Guds Rige! Og dér kan man jo være medlem, uanset om man nu er medlem i Folkekirken eller ej. Så når jeg vil modsige Ateistisk Selskab, så er det faktisk ikke så meget for at hindre medlemsflugten fra Folkekirken, nej, så er det for at hindre medlemsflugten fra Guds Rige!

Der er mange emner, man kan diskutere i mødet med den benhårde ateisme. Men dét, jeg vil pege på lige nu, er, at Ateistisk Selskab jo selv er en slags religion eller trosretning. Måske ikke sådan formelt set. Men dog sådan, at ateisterne bygger på et trosgrundlag: De tror, at der ikke findes en gud. De ved det ikke ... selvom de gerne vil fremstille deres tro som viden (læs selv på deres hjemmeside). Ateisterne tror! For det er lige så umuligt at modbevise Guds eksistens som det er at bevise Guds eksistens, og derfor må man nødvendigvis tro. Ateisterne tror!

Og når nu ateisme er tro, så er det altså lidt usympatisk (næsten religiøst sekterisk), at de er så skråsikre i meget af deres retorik.

KH H

tirsdag den 5. april 2016

Så bliver fundamentalist-kortet trukket igen!

I kølvandet på nogle afsløringer om imamer og deres uhyrlige udtalelser bag moskeernes lukkede døre bliver fundamentalist-kortet trukket igen og stukket op i næsen på såkaldt kristne fundamentalister. Til dels er det jo forståeligt nok. Men så alligevel ...

Problemet med denne sammenkobling er, at ordet "fundamentalist" jo i den brede befolkning betyder fanatisme, aggression og i høj grad vold. Og det passer ganske enkelt ikke på de kristne miljøer, som "bare" er fundamentalister på den måde, at Bibelen er fundament for deres tro og liv.

Jeg er selv sådan en kristen, der har Bibelen som fundament for min tro og for mit liv. Og ja, det betyder, at jeg har nogle holdninger, som ikke er main-stream i vores land. Holdninger, som præger mit liv som kristen, og som har betydning for min tjeneste som præst. Men det betyder sandelig ikke, at jeg med vold og magt vil presse min etik og mine værdier ned over hovedet på hele samfundet. Og det betyder heller ikke, at jeg vil forfølge, true eller på andre måder skade mennesker, som mener noget andet eller lever på en anden måde end mig.

Derfor, alle tolerance-fundamentalister, ateist-fundamentalister og alt-muligt-andet-fundamentalister: Vi har alle et fundament, som vi står på, bygger på og lever efter. Vi er mere eller mindre bevidste om det. Så måske skal man ikke for hurtigt bruge fundamentalist-stemplet men snarere se efter, hvordan mennesker lever i mødet med hinanden og som borgere i samfundet.

KH H

tirsdag den 22. marts 2016

Glædelig påske!

Nu er vi midt i påskeugen, og det er godt. Påsken er den helt centrale højtid i kirkeåret. Den handler om Jesus Kristus, som på korset tager vores dom på sig. Og som i opstandelsen besejrer vores død. Og det er et godt budskab. For dommen og døden er vores to allerstørste problemer, som vi ganske enkelt ikke kan gøre noget ved selv! En dag skal vi dø - og vi kan ikke gøre noget ved det! Og en dag skal vi stå til regnskab overfor den fuldkomne Gud og hans målestok, og vi har ikke en chance! Kun i Jesus Kristus kan vi frit og trygt gå både døden og dommen i møde. Det er det, påsken handler om!

Så hvad med at dukke op til påskens gudstjenester og høre påskens budskab. Ikke bare som teologisk foredrag men som ord til lige præcis dig!

Glædelig påske!

KH H


tirsdag den 1. marts 2016

God forkyndelse

En række kirkelige organisationer (i den konservative ende af den kirkelige skala) har sammen lavet en omfattende undersøgelse af, hvad god forkyndelse er. 1785 tilhørere og 406 forkyndere har bidraget til undersøgelsen. Konklusionen lyder sådan her:

God forkyndelse er: Kristus-centreret og bibelsk, frigørende og forpligtende med henblik på hverdagen og evigheden.

"Kristus-centreret" betyder, at Jesus Kristus og evangeliet om ham er i centrum.
"Bibelsk" betyder, at forkyndelsen bygger på det bibelske budskab og i tillid til Bibelens troværdighed.
"Frigørende" betyder, at evangeliet om frihed i Kristus lyder klart.
"Forpligtende" betyder, at et kristent menneske har Kristus som Herre og skal adlyde ham.
"Hverdagen" betyder, at forkyndelsen skal være og opleves relevant.
"Evigheden" betyder, at forkyndelsen skal have evighedens glæde og alvor som horisont.

Som præst tænker jeg, at denne konklusion er virkelig god! Og jeg vil bestræbe mig på, at lade disse stikord være en slags lakmus-prøve på min forkyndelse. For kristen forkyndelse er ikke at dele egne meninger og småfilosofiske tanker med mennesker. Nej, det er at forkynde Kristus ind i hjertet og livet på nutidens mennesker med evigheden for øje.

Og jeg ønsker, at den vision for god forkyndelse må blive grebet af alle kristne forkyndere i vores land, så vi må opleve et fornyet Danmark, som med glæde kan hejse det korsmærkede flag!

KH H

tirsdag den 9. februar 2016

Bryllupstaler

Jeg havde i weekenden den fornøjelse at vie et dejligt ungt par. Og i den forbindelse holdt jeg jo en tale om ægteskabet - om det at ville hinanden, at ville elske og ære. Og til festen senere var der jo også en masse gode ord om ægteskabet til det skønne par. Rigtig godt!

Og så var det jo lige, jeg tænkte: Hvor mange af os, som har været gift i 5, 10, 15, 20 eller flere år lever rent faktisk efter de gode råd og vejledninger, som vi har hørt eller endda selv sat ord på gennem tiden? Hvor mange af os elsker virkelig vores ægtefælle - ikke bare med følelser men også med konkret liv i ord og handling? Hvor mange af os ærer virkelig den anden i hverdagens mange forskellige relationer og situationer? Hvor mange af os lever barmhjertigt, tålmodigt, tilgivende?

Jeg håber, at det kan siges om mange af os. Men jeg kan samtidig godt frygte, at ægtefællen i for mange tilfælde bliver en selvfølge, én man tager for givet. Og sådan må det ikke være eller blive!

Derfor: Du eller I, som har været gift i kortere eller længere tid - husk at elske og ære med følelser, med evne, med vilje med det hele og hele tiden! Husk at leve det, som vi siger til nygifte! Husk at leve det, som blev læst dengang i kirken! Husk det nu! Det er vigtigt og godt og en helt fantastisk fornuftig investering i livets vigtigste relation!

KH H

tirsdag den 2. februar 2016

Reinkarnation

Jeg læser i dag på DR's nyhedshjemmeside, at præsten, der sidste år blev kendt for at tro på reinkarnation, er tilbage på jobbet. I artiklen fremgår det ikke, om hun har skullet trække sine udtalelser tilbage. Der er bare nogle bløde og rosende ord om roskildebiskoppens rummelighed. Jeg ved ikke lige, hvad det betyder.

Men uanset hvordan ordene i den sag er faldet, så er det altså vigtigt at slå fast, at reinkarnation ikke hører til i den kristne tro. Vi tror som kristne på, at vi efter dette liv skal opstå. At vi derefter skal stå til regnskab overfor Gud. Og at enhver, som tror på Jesus Kristus derefter som frelser og herre skal få del i det evige liv på den nye jord.

Reinkarnation i vestlig forstand er (så vidt jeg husker fra min undervisning med nu afdøde Johannes Aagaard) en sær fusion mellem østlig reinkarnationstanke og så vestlig udviklingstanke, sådan at reinkarnation pludselig er noget godt. I den oprindelig østlige form er det at blive genfødt "fortabelse" og det at blive opløst "frelse". Interessant, at vi kan tro på noget, som er vores egen, vestlige fordrejning af østens oprindelige tro!

Selvfølgelig er det i orden, at mennesker, som tror på reinkarnation er medlemmer af Folkekirken. Og selvfølgelig er de mere end velkomne til at deltage i kirkens gudstjenester og aktiviteter. Og selvfølgelig skal vi som kirke efter bedste evne tale et sprog og lave arrangementer, som appellerer til netop disse. Men vi skal ikke forkynde deres tro!

Så ja - Folkekirken skal være meget rummelig på kirkebænkene! Men ikke på prædikestolen!

KH H

tirsdag den 19. januar 2016

Hvem er vi selv?

Medierne flyder over med grimme historier om flygtninge og indvandrere med muslimsk baggrund, som ganske enkelt ikke ved, hvordan man skal opføre sig i vores del af verden. De kender og respekterer ikke de grænser, som for os i en kristelig-demokratisk-tolerant-vestlig kultur er selvfølgelige. Og det er et problem, som man må tage sig af. Mennesker, som af en eller anden grund kommer til vores land, skal forstå landets grundlæggende spilleregler. Og hvis ikke de vil det, ja, så må de jo finde andre græsgange!

Samtidig er der i deres anderledes kultur og ofte meget tydeligere religiøsitet en udfordring, som vi som danskere passende kunne samle op. Og det er udfordringen til at fordybe os i, hvem vi egentlig selv er - som folk, som kultur, som kristne. For selvom Danmark er et såkaldt kristent land, så er det jo ikke just fyldt med meget bevidst kristne mennesker. Den mest udbredte trosbekendelse i Danmark lyder vel nogenlunde sådan her: "Jeg tror, der er mere mellem himmel og jord".

Det er absolut på tide, at denne diffuse tro bliver fyldt op med tydelig tro og bekendelse til den Treenige Gud, som de fleste af os er døbt til at tilhøre, og som er grundlaget for den kultur og det land, som vi elsker, og som vi ønsker at bevare.

Vågn op, Danmark! Genfind rødderne og stå fast!

KH H

tirsdag den 12. januar 2016

Hjerteskærende

Dette indlæg handler ikke så meget om min holdning til et eller andet politisk, og jeg har ikke et bud på konfliktløsning. Jeg konstaterer bare, at der i denne tid er så mange børn, der bliver forsømt og ladt i stikken. Vi ser billeder og hører historier om uledsagede flygtningebørn, som bare er dér midt i mylderet af flygtninge, der strømmer til Europa. Og jeg har set billeder af børn, som er radmagre af sult i Syrien. Og hvis jeg ville, kunne jeg sikkert finde en masse andre historier om børn rundt omkring i verden, som lider på grund af voksnes konflikter og uretfærdigheder.

Jeg tænker to ting:

For det første: Jeg kan mærke på mig selv, at de mange billeder og historier kan gøre mig hård. Ikke sådan, at jeg ikke har ondt af disse børn. Men sådan, at jeg (måske for at passe på mig selv) gør mit hjerte hårdt, så verdens grusomheder ikke river det i stykker. Og måske er det en helt nødvendig mekanisme, når vi møder rædselsfulde historier, som vi alligevel ikke kan gøre noget ved.

Men for det andet: Jeg vil vælge ikke at lade hjertet blive pansret på alle sider. Jeg vil vælge at have sprækker i min rustning, så jeg kan blive ved med at blive ramt i hjertet, når mennesker - og især små mennesker - lider. Det skal være hjerteskærende!

Vores verden er ikke perfekt. Og den kan ikke repareres. Der er for mange modstridende interesser. For meget griskhed, ideologi, had, ondskab. Og derfor må den gå til grunde en dag. Vi skal gøre, hvad vi kan for denne verden og især for de mennesker, der er ramt af lidelser og allermest især af de lidende mennesker, som Gud sender på vores vej. Men vi må samtidig løfte blikket og stole på, at Gud en dag vil skabe en ny verden - uden lidelse og nød. Og måske kan vi få nogle af denne verdens lidende mennesker til at løfte blikket sammen med os!

KH H