Dødsmetal i kirken?

Hen over weekenden har der været mediedebat, fordi Langnæskirken i Århus har lagt hus til en koncert med dødsmetalbandet Solbrud. Koncerten fandt sted i går. Jeg kender ikke bandet godt nok til at vurdere, om det er et antikristent eller ligefrem satanistisk band ... men det er dét, der antydes i debatten, og det brudstykke af en sangtekst, som jeg har set, er da også meget mørkt og makabert.

Nu ved jeg jo godt, at der findes kristne metalmusikere, som kombinerer den hårde musik med livets og troens kampe. Og jeg vil ikke udelukke, at sådan et band med rette kunne spille i en kirke. Så det er ikke genren i sig selv, der er problemet. Men det er sandelig et problem, hvis en kirke har lagt hus til et band, som i sin grund og i sine værdier og i sit budskab skriger imod kirkens grund, værdier og budskab. Hvis det er det, der er sket, så fatter jeg ganske enkelt ikke Langnæskirkens folk!

Og så fra det konkrete eksempel til det mere generelle:

I vores tid hører jeg jævnligt, at der i en sognekirke har været arrangementer eller forkyndere, som står for noget helt andet end kirken. For noget tid siden var det en imam, der fik taletid. Ofte er det yoga (uden kristen tolkning), der (så vidt jeg ved) får plads i kirkerummet. Og der er sikkert mange flere eksempler.

For mig er det er sygdomstegn. Et tegn på en kirke, som ikke længere tror på sit eget budskabs sandhed og kraft. Og som ikke længere tror på, at kristen tro og al mulig anden tro ikke uden videre kan forenes. En kirke, som er blevet sandhedsrelativistisk og hyperrummelig. Og dermed en kirke, som står i fare for at blive irrelevant.

Kirken tjener én Herre - og kun én! Og kirken forkynder én Herre - og kun én! Og det er den Jesus Kristus, som siger, at han er Vejen, Sandheden og Livet! Ikke bare en vej blandt mange, en sandhed blandt mange og et liv blandt mange!

KH H

Kristendomsundervisning i folkeskolen

En ny undersøgelse viser, at det er en generel tendens, at man i folkeskolerne forfordeler undervisning i kristendom i forhold til andre religioner. Det er tilsyneladende problematisk, fordi loven siger, at religionerne skal have lige behandling i faget.

Men så mener jeg, at loven bør laves om!

Jeg mener ikke, at man i folkeskolen skal forkynde kristen tro (det må vi præster tage os af), men jeg mener helt bestemt, at kristendom skal have en grundigere gennemgang end alle de andre religioner - af den simple grund, at vores land er formet af og bygget på den kristne tro. Vores mange værdier og vores kulturelle tone er formet af kristen tro. Og derfor må man da i folkeskolen gøre noget ekstra ud af det.

Dette ekstra fokus bliver i denne tid mere og mere påkrævet, fordi der kommer mange til vores land, som ikke kender Danmarks kristelige grundtone. Disse nye danskere skal selvfølgelig frit kunne tro, som de vil. Men de skal samtidig have et grundigt kendskab til dansk kultur - inkl. Danmarks kristelige fundament!

Ovennævnte undersøgelse peger derfor på en for mig glædelig tendens. Og hvis tendensen strider imod folkeskoleloven, ja, så mener jeg, at det er loven og ikke den konkrete prioritering i undervisningen, der skal laves om!

KH H

OL

I disse OL-tider er det svært at undgå at følge lidt med, hvis man da enten tænder for fjernsynet, går på nettet eller åbner avisen. Og det er jo fint og festligt! Og så er det spændende at følge nogle konkurrencer og inspirerende at se disse toptunede atleter, som virkelig træner og kæmper og gør deres yderste for at vinde! Sejt!

En tanke slog mig: Paulus har sikkert oplevet OL eller noget lignende på første hånd. Han skriver sådan her i sit første brev til korintherne: Ved I ikke, at de, der er med i et løb på stadion, alle løber, men kun én får sejrsprisen? Løb sådan, at I vinder den! Men enhver idrætsmand er afholdende i alt – de andre for at få en sejrskrans, der visner, men vi for at få en, der ikke visner. Jeg løber derfor ikke hid og did, og jeg er ikke som en bokser, der slår i luften. Jeg er hård ved min krop og tvinger den til at lystre, for at jeg, der har prædiket for andre, ikke selv skal blive forkastet.

Wow! Hvor mange af os magelige danskere tænker om vores kristne liv og tro på denne måde? Ikke mange, tror jeg! Og i hvor høj grad præger denne måde at tænke på vores tolerante, rummelige, folkelige kirke? Ikke i høj grad, tænker jeg!

Vi har desperat brug for det, som man gennem tiderne har kaldt vækkelse. Vækkelse betyder, at nogen, som sover, bliver rusket vågen. Vækkelse er ruskelse! Danmarks kristne sover! Danmarks kirke sover! Og vi må bede vores Herre om vækkelse, ruskelse, så vi igen melder os på banen for at kæmpe for sejren!

Måske lidt OL-kiggeri kan ruske op i os?

KH H

En ny begyndelse

For de fleste af os er sommerferien nu forbi eller i hvert fald snart forbi. Og forhåbentlig har vi fået ladet batterierne op, så vi er klar til en ny omgang hverdage. Og det kan betyde, at vi giver os selv en ny start. Skolebarnet har måske fået en ny skoletaske. Den studerende har måske købt sig en ny computer. Og alle vi andre har måske bare lagt os i selen for mere punktlighed, større effektivitet eller bedre kvalitet i arbejdet.

Jeg tænker, at begyndelsen efter en sommerferie også kan være en ny begyndelse i livet med Gud. En beslutning om trofast at opsøge og prioritere det kristne fællesskab og gudstjenesten. Eller om at afsætte tid hver dag til bøn, bibellæsning og stilhed. Eller måske en beslutning om at tilmelde sig noget nyt: En bibelgruppe eller noget undervisning. Eller om at bidrage med noget som frivillig i de mange kirkelige aktiviteter, der findes.

Jeg tror i hvert fald, at det er oplagt, at man efter en sommerferie lige stopper op og overvejer, om der er nogle beslutninger eller prioriteringer, der skal være anderledes.

KH H