Jeg skal have en bisættelse - igen! Dem er der jo mange af i en præsts arbejde. Og for det meste er det en fin afsked for familie og venner. Men af og til er der bare ingen pårørende. Ingen familie. Ingen venner. Ingen kolleger. Ingen! Kun bedemanden og kirkens personale. Og det er trist.
Nogle gange er der helt oplagte forklaringer: Afdøde blev måske meget gammel og har for længst mistet sine kære. Eller afdøde har ganske enkelt ikke ønsket et socialt liv og har måske endda bevidst ødelagt sine relationer. Men af og til er der bare tale om et ensomt menneske, som ikke selv har haft evne eller mod til selv at bryde ud af sin ensomhed.
Jeg tror, at ensomhed er en epidemi! Jeg tror, at der er virkeligt mange mennesker, som er ensomme. Midt i byens mylder af mennesker går de rundt ... og føler sig alene.
Og jeg mener, at vi som kristne og kirke har et ansvar ind i den epidemi. En ansvar for som gode kolleger og naboer at række ud til vores ensomme næste, tilbyde fællesskab og venskab. Og et ansvar for som kirke at have åbne og inviterende og varme fællesskaber.
I Vigerslev Kirke, hvor jeg er præst, har vi en visionsformulering, der hedder "fællesskab med Gud - fællesskab med hinanden". Og alle kirker kan vel skrive under på, at det er det, vi vil. Men hvor er det afgørende, at det ikke bare er ord men konkret liv og handling!
KH H
Ingen kommentarer:
Send en kommentar