Hen over weekenden har der været mediedebat, fordi Langnæskirken i Århus har lagt hus til en koncert med dødsmetalbandet Solbrud. Koncerten fandt sted i går. Jeg kender ikke bandet godt nok til at vurdere, om det er et antikristent eller ligefrem satanistisk band ... men det er dét, der antydes i debatten, og det brudstykke af en sangtekst, som jeg har set, er da også meget mørkt og makabert.
Nu ved jeg jo godt, at der findes kristne metalmusikere, som kombinerer den hårde musik med livets og troens kampe. Og jeg vil ikke udelukke, at sådan et band med rette kunne spille i en kirke. Så det er ikke genren i sig selv, der er problemet. Men det er sandelig et problem, hvis en kirke har lagt hus til et band, som i sin grund og i sine værdier og i sit budskab skriger imod kirkens grund, værdier og budskab. Hvis det er det, der er sket, så fatter jeg ganske enkelt ikke Langnæskirkens folk!
Og så fra det konkrete eksempel til det mere generelle:
I vores tid hører jeg jævnligt, at der i en sognekirke har været arrangementer eller forkyndere, som står for noget helt andet end kirken. For noget tid siden var det en imam, der fik taletid. Ofte er det yoga (uden kristen tolkning), der (så vidt jeg ved) får plads i kirkerummet. Og der er sikkert mange flere eksempler.
For mig er det er sygdomstegn. Et tegn på en kirke, som ikke længere tror på sit eget budskabs sandhed og kraft. Og som ikke længere tror på, at kristen tro og al mulig anden tro ikke uden videre kan forenes. En kirke, som er blevet sandhedsrelativistisk og hyperrummelig. Og dermed en kirke, som står i fare for at blive irrelevant.
Kirken tjener én Herre - og kun én! Og kirken forkynder én Herre - og kun én! Og det er den Jesus Kristus, som siger, at han er Vejen, Sandheden og Livet! Ikke bare en vej blandt mange, en sandhed blandt mange og et liv blandt mange!
KH H
Ingen kommentarer:
Send en kommentar