For 40 år siden ...

For 40 år siden sagde det danske folketing ja til fri abort. Loven er sikkert blevet justeret hist og her, men fri abort betyder vel, at man frit kan få fjernet et ufødt barn, hvis det bare er yngre end 12 uger. Og at aborten er fri betyder vel, at man ikke behøver anden grund til abort, end at barnet er uønsket.

I dag viser en undersøgelse, at 90% af befolkningen går ind for fri abort ... men at 80% af befolkningen alligevel har etiske skrupler med hensyn til abort. Altså en slags ja med dårlig samvittighed.

16.000 aborter om året i Danmark! Det er rigtig mange medmennesker, som aldrig fik lov til at give verden deres første vræl! Det er mere end 40 aborter om dagen! Altså: 40 ufødte børn, som fjernes ... hver eneste dag bare i Danmark! Det er omkring 1 barn per halve time! Hallooooo! Det kan godt være, at de børn aldrig fik lov til at vræle på jorden, men de råber bogstaveligt talt til himlen!

Jeg forstår selvfølgelig godt, at mødre og fædre kan vælge en abort. For det er jo blevet gjort normalt. En normal og anerkendt og lovlig løsning på et "problem". Og læger kan eventuelt anbefale abort eller teknificere eller dehumanisere barnet, så man kan bilde hinanden ind, at det, der fjernes jo ikke er et barn ... endnu!

Men det er det! Et menneske er et menneske ved undfangelsen. Et ufødt barn er et barn. Den afgørende forskel på et ufødt og et født barn er, at det ufødte barn (selvom det måske er vores allersvageste medmenneske) ingen rettigheder eller retssikkerhed eller magt eller stemme har!

Jeg vil ikke slynge om mig med anklager om bevidst drab eller sammenligne med ondskab og udryddelser i historien, men jeg må sige det tydeligt: JEG FATTER IKKE, AT SÅ MANGE MENNESKER I VORES CIVILISEREDE OG SÅKALDT KRISTELIGE LAND IKKE KAN FORSTÅ, AT FRI ABORT BETYDER, AT VI LEGALISERET DRAB PÅ MENNESKER, HVIS BARE DE ER MEGET SMÅ!

Vi må kunne løse problemet bedre! Hvis vi da kan se problemet gennem det svovlholdige røgslør, som får os til at knibe øjnene i!

KH H

I Søren Kierkegaards kølvand

I søndags fyldte Søren Kierkegaard 200 år. Det er alligevel noget. Det er blevet fejret og fejres hele året med foredrag og en masse andet. Og det er faktisk ret godt.

Selv er jeg ikke Kierkegaard-nørd eller sådan noget. Jeg har kun læst nogle af hans værker. Og nogle bøger om ham. Så jeg skal ikke forsøge at give en indføring i hans univers. Men jeg har dog en tanke:

For Søren Kierkegaard var det vigtigt, at troen på Kristus ikke bare var en historisk viden men en personlig - eksistentiel - tro. Han forsøgte at tale til hiin enkelte. Og hvis dette års fejring af den danske teolog og filosof kunne bevæge flere af Sørens landsmænd fra en historisk eller kulturel kristendom til en personlig eller eksistentiel kristentro, ja, så tror jeg, han vil klappe i sine små forfatterhænder.

Jeg håber derfor, at fejringen ikke bare bliver højtravende filosofisk snak, som holder både Søren og Kristus på afstand - men snak, der udfordrer hiin enkelte til et valg, et spring.

KH H