onsdag den 28. september 2016

Religiøse samlinger på gymnasierne

Igen er der et gymnasium, som vil lukke helt for religiøse møder på skolen. Beslutningen kommer efter et uheldigt møde for muslimer ... men rammer alle, som gerne vil mødes omkring deres tro inkl. de kristne, der samles i Kristeligt Forbund for Studerende (KFS). Når jeg skriver "igen", så er det, fordi samme problematik mødte mig, da jeg var generalsekretær i KFS.

I den konkrete problematik mener jeg, at de enkelte gymnasier skal lave rammer og regler for alle de foreninger m.m., som ønsker at mødes på skolen og så lade disse rammer bestemme, hvem der kan samles, og hvem der ikke kan. Det kan ikke være rigtigt, at man føler sig nødsaget til at forbyde alle religiøse samlinger, fordi én gruppe opfører sig dårligt. Der bør være plads til religiøse grupper og deres møder, så længe disse ikke bryder skolens spilleregler. Og det er der (mindst) to gode grunde til:

Den ene grund er, at de unge på studiestederne da skal have lov til at lave de grupper og foreninger, de har lyst til.

Og den anden grund er, at det jo i sig selv er samfundsdannende, at man på en skole sætter nogle rammer indenfor hvilke der er forsamlings- og religionsfrihed. Sådan fungerer vores samfund - og dét bør et gymnasium afspejle. Hvis ikke et gymnasium skal være med til at danne vores unge mennesker til et liv i et multireligiøst samfund, hvem skal så?

KH H