tirsdag den 18. oktober 2016

Spis sammen!

Jeg har netop sendt en nyhedsmail til folk i og omkring Vigerslev Kirke, hvor jeg er præst. Jeg reklamerer for tre ting, som finder sted i løbet af de næste 10 dage ... og i forbindelse med to af disse ting er der fællesspisning (til den tredje ting - gudstjenesten - er der "kun" kirkekaffe). Når vi samles i kirken, spiser vi næsten altid sammen. Vi smiler nogle gange ad det og kalder kirken for "mad-kirken".

Men hvor er det godt, at der næsten altid er "måltidsfællesskab" i kirken. Hvor er det godt, at vi ikke kun sidder på rækker og lytter. Eller kun snakker om åndelige ting i bibelgrupper eller andet. Hvor er det godt, at vi spiser sammen, sidder ved bordene og snakker om hverdagens små og store emner. For lige dér ved bordene mødes vi som dem, vi er og i øjenhøjde med hinanden. Og vi viser hinanden, at hverdagen og det almindelige menneskeliv er vigtigt både i kirken og såmænd også for Gud.

Kristen tro er nemlig ikke en verdensfjern tro, som kun handler om store filosofiske emner men en tro, som gennemtrænger hele livet i alle dets små og store detaljer. Og kirkens fællesskab er derfor heller ikke et filosofisk fællesskab men et fællesskab af almindelige mennesker.

Så i dag bare dette lille og ganske jordnære pip: Spis sammen!

KH H