tirsdag den 23. september 2014

Mødet mellem Vesten og Islam

Jeg læser for tiden bøger om Islam, fordi jeg gerne vil prøve at forstå, hvad der foregår i hovedet og hjertet på både de ekstreme og de moderate muslimer ... det drejer sig trods alt om verdens næststørste religion! Og samtidig en religion, hvis tilhængere alt for ofte kommer i rampelyset på grund af handlinger, som for mange af os er komplet uforståelige!

Henrik Ertner Rasmussen skriver på et tidspunkt sådan her i sin lille men udmærkede bog "Islams trosverden": Vestens fremtid afhænger i høj grad af hvilke strømninger der vil sejre i islam. ... Men først og fremmest afhænger Vestens fremtid af europæernes og amerikanernes ønske om at bevare den kristne tro som forpligtende livsgrundlag samtidig med at religionsfrihed og frisind sikres som umistelige goder.

Jeg tror, at Henrik Ertner Rasmussen har ret. For det første: Det har afgørende betydning for verden og verdensfreden, hvilke strømninger i islam, der får størst opbakning. Derfor er det rystende, at IS verden over finder tilhængere, som tiltrækkes af denne vanvittige grusomhed. Og derfor er det bydende nødvendigt, at vores muslimske medborgere viser os, at islam er og kan være noget helt andet end IS og lignende! For det andet: Den såkaldt kristne verden (inkl. Danmark) har brug for at finde tilbage til de kristne rødder og tilbage til kristen tro. For mødet mellem Vesten og Islam er ikke kun politisk. Det er også åndeligt. Og i sidste ende er det kun Guds Ånd, der kan give os den nødvendige modstandskraft i et åndeligt møde.

Det er i hvert fald mit håb og min bøn, at mødet med islam må skabe en kristen vækkelse her i vores land!

KH H

tirsdag den 16. september 2014

Forfølgelse af kristne i Danmark

Jeg så i dag på KD's hjemmeside en kort artikel af Nasar Khader, som fortæller, at kristne arabere her i Danmark bliver udsat for chikane og vold af muslimske arabere. Og det i så høj grad, så den interviewede kvinde i artiklen ikke ønskede at få sit navn i avisen.

Det er dybt problematisk, at mennesker, som flygter fra Mellemøsten på grund af forfølgelser, oplever lignende ting i det såkaldt kristne land, som de er flygtet til. De har på en særlig måde brug for omsorg og støtte. Og de har brug for, at samfund og kirke vil favne dem og tale deres sag.

Derfor blev jeg i dag særligt glad for vores arbejde i Vigerslev Kirke, som kaldes Greater Love. Et arbejde, som netop i høj grad handler om at skabe gode kirkelige rammer for kristne med arabisk sprog og kultur. Vores kristne brødre og søstre skal ses og anerkendes som dem, de er.

Samtidig kunne jeg godt håbe på og ønske, at der fra den Danske Folkekirke kom mere fokus på denne gruppe, som kun sjældent bliver set eller hørt af medier og politikere.

Tak til Nasar Khader, fordi han har sat ord på netop denne problematik.

KH H

tirsdag den 9. september 2014

Danske muslimer taler ud om IS

Endelig kom det. I dag kan man læse, at danske muslimer tydeligt fordømmer IS og tager afstand fra denne ekstreme og voldelige organisation:

De skriver sådan her (ifølge DR's hjemmeside): Dansk Muslimsk Union (DMU) fordømmer organisationen IS, dens brutalitet, dens drab på uskyldige mennesker, dens gidseltagning af begrebet kalifat og dens misbrug af islam som religion til at retfærdiggøre grusomheder og forbrydelser mod menneskeheden.

Jeg vil ikke sige, at det fjerner mine bange anelser med hensyn til islam som religion og ideologi. Men det viser dog, at også muslimer er vidt forskellige, og at de ser vidt forskelligt på, hvordan man skal arbejde for udvidelsen af islam og islams magtområde.

Derfor: Tak til DMU for en klar udmelding. Den har jeg håbet på i ganske lang tid.

KH H

tirsdag den 2. september 2014

Yahya Hassan

Ja, ja, jeg ved godt, at det er sent i forhold til den debat, Yahya Hassans bog vakte for noget tid siden. Men jeg har altså ikke fået læst bogen før nu. Til gengæld forstår jeg godt, at den skabte debat, for det er virkelig rystende læsning! Jeg fornemmer, at digtene er nogenlunde ærlige beskrivelser af hans barndom og ungdom (men da det er digte, kan man jo ikke være helt sikker).

Hvis digtene bare en lille smule svarer til virkeligheden i dele af det muslimske miljø, som er her i Danmark, så er det jo dybt problematisk! Så er der en masse børn, som opdrages med tæsk og hårdhed og hyklerisk religion. Og børn, som senere bliver unge, der tager denne destruktive opdragelse med sig ud i verden.

Jeg ved ikke, hvordan man skal håndtere de problemer. Men jeg ved, at problemerne skal håndteres. Og for hver gang det sker, at beretninger som Hassans og for noget tid siden også Akkaris dukker op på boghylderne, så må vores kære politikere altså tage affære på en eller anden måde. Ikke som en kamp mod muslimer men som en kamp mod et miljø, som er ødelæggende både for børn og unge og for det danske samfund.

KH H