Nej til abort - ja til support!

I forskellige sammenhænge har jeg mødt mennesker, som har valgt at få et barn, som de vidste ville give store udfordringer. Det kan være et barn med et alvorligt handicap eller alvorlig sygdom. Eller det kan være en situation, hvor moderen er alene og har svært ved at overskue tingene. Og da jeg jo absolut er modstander af provokeret abort, så har jeg enorm respekt for dem, der har valgt at beholde deres barn på trods af meget store udfordringer! De fortjener et kæmpe skulderklap!

Men de fortjener meget mere end det. For hvis vi som kristne og som menighed virkelig mener vores nej til provokeret abort, ja så må vi samtidig sige et stort ja til de forældre, der vælger livet for deres barn - uanset hvad. Og det ja skal ikke bare være et skulderklap i ny og næ, selvom skulderklap jo er rare at få. Nej, det skal være et praktisk og konkret ja. Måske kan man hjælpe med at passe barnet; måske kan man lave mad eller gøre rent eller købe ind; måske kan man ordne haven eller hjælpe med papirer og økonomisager; eller måske kan man noget helt andet. I hvert fald: Mennesker, som har valgt livet og dermed i visse situationer valgt udfordringerne og byrderne - de mennesker skal have venners og ikke mindst menighedens helt konkrete hjælp og støtte.

Hvis vi som kristne og som menighed skal kunne se os selv i øjnene, når vi siger nej til provokeret abort, ja, så må vi sandelig også stå klar med support, så udfordringer og byrder ikke bare ligger på nogle få skuldre men på mange.

KH H

Gør som han siger!

I søndags holdt jeg gudstjeneste. Teksten var afsnittet i Matthæusevangeliet, som kaldes dåbs- eller missionsbefalingen. Det er dér, hvor Jesus sender sine disciple ud i verden for at gøre alle folkeslagene til hans disciple ved at døbe dem og ved at lære dem at holde alt det, som han har befalet. Og det er dette sidste, jeg gerne vil dryppe en kommentar på. Jesus siger, at vi - hans disciple - skal lære at holde alt det, som han har befalet. Jesus kræver lydighed. Men hvorfor mon? Ja, det er der flere gode grunde til:
- Vi skal være lydige, fordi Jesus er vores Herre og derfor ham, der bestemmer.
- Vi skal være lydige, fordi det er det bedste for os selv, vores næste og vores verden.
- Og ... så skal vi være lydige for at ære Jesus Kristus!

Jeg er ved at læse Richard Dawkins bog "The God Delusion" - en ret voldsom ateistbog. Dawkins blev sammen med tre andre hardcore ateister kendt for nogle radikale angreb på al religion for nogle år siden. Det vil jeg ikke komme nærmere ind på her. Men det er tankevækkende, at en primær anledning til deres angreb er oplevelsen af religiøse mennesker, som handler eller taler ondt!

Og så ser jeg i dag en notits om en eller anden præst, som jeg ikke kender, men som har misbrugt sin status og autoritet og på en eller anden måde været skyld i overgreb på en masse børn i sin kirke. Jeg kender ikke historien godt nok til at vurdere, hvad der er sket. Men det er heller ikke sagen her. Sagen er, at såkaldt kristne mennesker, som handler eller taler ondt er skyld i andre menneskers vrede og flugt fra kirke og tro ... og dermed fra Jesus Kristus.

Hvis vi som kristne lever eller taler ondt, forkert, ulydigt, så vanærer vi Jesus Kristus. Hvis vi som kristne lever og taler godt, sandt, lydigt, så ærer vi Jesus Kristus. Hvis vi vanærer Jesus Kristus, så skubber vi mennesker væk fra ham. Hvis vi ærer Jesus Kristus, så hjælper vi mennesker hen til ham.

Der er altså flere gode grunde til, at vi skal lære at holde det, som Jesus har befalet. Men en af de vigtigste grunde er Jesu Kristi ære. Nok ikke så meget for hans skyld. Men for verdens skyld. For verdens møde med Jesus Kristus er (næsten altid) først et møde med hans disciple ... på godt og ondt.

Derfor dette opråb til alle os, der bekender os til Jesus Kristus: Gør som han siger! Ikke krybende som for en hård diktator. Men med glæde for en Frelser og Herre, som har elsket os urimeligt højt og ofret sig selv for os. Gør som han siger! Til hans ære! Og til menneskers frelse!

KH H