onsdag den 11. september 2013

Jeg er kreationist

I KD læser jeg i dag, at evolutionsteorien er under pres i Europa. Flere og flere tilslutter sig troen på, at verden og mennesket er skabt af Gud eller af en gud. Det kan jeg kun glæde mig over.

Alt for længe har evolutionsteorien haft karakter af bevist videnskabelig sandhed. Og alt for længe har evolutionsteorien derfor haft monopol på at blive doceret på landets skoler og studiesteder. Og alt for længe har man haft held af at få det til at lyde som om diskussionen mellem evolution og skabelse er en diskussion mellem klog videnskab og dum tro.

Evolutionsteorien er en videnskabelig teori - et forsøg på at forklare verdens tilblivelse. Skabelsesteorien er også en videnskabelig teori - et forsøg på at forklare verdens tilblivelse. Begge teorier har nogle trosmæssige forudsætninger. Enten troen på, at Gud ikke er der ... eller i hvert fald ikke spiller en rolle. Eller troen på, at Gud er der og absolut spiller en rolle. Diskussionen er altså videnskab overfor videnskab. Og tro overfor tro.

Jeg mener ikke, at evolutionsteorien skal ignoreres i undervisning i Danmark. Men jeg mener, at troen på skabelse skal præsenteres på lige for med troen på evolution. Det er ganske enkelt det mest redelige!

Og ja, jeg bekender gerne: Jeg er kreationist. Ikke aggressiv og hidsig. Men dog kreationist. Jeg tror på, at Gud virkelig er der. Og jeg tror på, at han har skabt verden og mennesket. Og så synes jeg faktisk også, at den verdensforklaring har færre videnskabelige huller end den hæderkronede evolutionsteori.

KH H