For et par dage siden så jeg en lille video, som var lagt ud på facebook. En video, som poetisk og tankevækkende opfordrer til at lukke øjnene op for den virkelige verden og de virkelige mennesker, der myldrer rundt omkring os - i stedet for at sidde med næsen nede i en smartphone eller en computerskærm for at pleje relationerne dér. Og selvom sådan en video jo karikerer vores virkelighed, så var den dog meget tankevækkende. Og så fik den mig til at lave en lille observation: Jeg cyklede en kort tur i lokalområdet og lagde mærke til, at ca. hver anden fodgænger på min tur gik med opmærksomheden rettet mod sin smartphone.
Nu er det jo ikke forkert at bruge smartphones og være på facebook og den slags. Og det er jo ikke forkert at glæde sig over de mange mennesker, man på forskellige måder kan holde kontakt med derude. Men videoen har dog ret i, at de sociale medier jo ikke må frarøve os de virkelige sociale fysiske relationer, hvor man besøger hinanden, ser hinanden i øjnene, rører ved hinanden, fornemmer hinanden og snakker sammen, spiser sammen, griner sammen. Ligesom de sociale medier ikke må frarøve børnene legen ude i haven, skrammer på knæene, huler i træerne, myggestik og bål i haven.
Jeg ved godt, at det kan lyde lidt romantisk. Eller gammeldags. Men det er jeg nok ligeglad med. Jeg vil gerne slå et slag for, at vi lever ude i den virkelige verden, så sociale medier kun bliver et hyggeligt krydderi. Og jeg vil gerne slå et slag for, at vi som kirke er med til at sikre virkelige møder og relationer mellem mennesker, som ikke kan nøjes med at vise de pæne billeder og fortælle de gode historier på en skærm.
KH H
