Hvem er vi selv?

Medierne flyder over med grimme historier om flygtninge og indvandrere med muslimsk baggrund, som ganske enkelt ikke ved, hvordan man skal opføre sig i vores del af verden. De kender og respekterer ikke de grænser, som for os i en kristelig-demokratisk-tolerant-vestlig kultur er selvfølgelige. Og det er et problem, som man må tage sig af. Mennesker, som af en eller anden grund kommer til vores land, skal forstå landets grundlæggende spilleregler. Og hvis ikke de vil det, ja, så må de jo finde andre græsgange!

Samtidig er der i deres anderledes kultur og ofte meget tydeligere religiøsitet en udfordring, som vi som danskere passende kunne samle op. Og det er udfordringen til at fordybe os i, hvem vi egentlig selv er - som folk, som kultur, som kristne. For selvom Danmark er et såkaldt kristent land, så er det jo ikke just fyldt med meget bevidst kristne mennesker. Den mest udbredte trosbekendelse i Danmark lyder vel nogenlunde sådan her: "Jeg tror, der er mere mellem himmel og jord".

Det er absolut på tide, at denne diffuse tro bliver fyldt op med tydelig tro og bekendelse til den Treenige Gud, som de fleste af os er døbt til at tilhøre, og som er grundlaget for den kultur og det land, som vi elsker, og som vi ønsker at bevare.

Vågn op, Danmark! Genfind rødderne og stå fast!

KH H

Hjerteskærende

Dette indlæg handler ikke så meget om min holdning til et eller andet politisk, og jeg har ikke et bud på konfliktløsning. Jeg konstaterer bare, at der i denne tid er så mange børn, der bliver forsømt og ladt i stikken. Vi ser billeder og hører historier om uledsagede flygtningebørn, som bare er dér midt i mylderet af flygtninge, der strømmer til Europa. Og jeg har set billeder af børn, som er radmagre af sult i Syrien. Og hvis jeg ville, kunne jeg sikkert finde en masse andre historier om børn rundt omkring i verden, som lider på grund af voksnes konflikter og uretfærdigheder.

Jeg tænker to ting:

For det første: Jeg kan mærke på mig selv, at de mange billeder og historier kan gøre mig hård. Ikke sådan, at jeg ikke har ondt af disse børn. Men sådan, at jeg (måske for at passe på mig selv) gør mit hjerte hårdt, så verdens grusomheder ikke river det i stykker. Og måske er det en helt nødvendig mekanisme, når vi møder rædselsfulde historier, som vi alligevel ikke kan gøre noget ved.

Men for det andet: Jeg vil vælge ikke at lade hjertet blive pansret på alle sider. Jeg vil vælge at have sprækker i min rustning, så jeg kan blive ved med at blive ramt i hjertet, når mennesker - og især små mennesker - lider. Det skal være hjerteskærende!

Vores verden er ikke perfekt. Og den kan ikke repareres. Der er for mange modstridende interesser. For meget griskhed, ideologi, had, ondskab. Og derfor må den gå til grunde en dag. Vi skal gøre, hvad vi kan for denne verden og især for de mennesker, der er ramt af lidelser og allermest især af de lidende mennesker, som Gud sender på vores vej. Men vi må samtidig løfte blikket og stole på, at Gud en dag vil skabe en ny verden - uden lidelse og nød. Og måske kan vi få nogle af denne verdens lidende mennesker til at løfte blikket sammen med os!

KH H