torsdag den 5. januar 2017

Vækst i kirkerne - hvordan?

I en tid, hvor der ofte i Folkekirken snakkes om faldende dåbstal, udmeldelser og dermed faldende medlemstal er det interessant, at finde ud af, hvad der skal til for at skabe vækst i kirkerne. Og det er der jo folk, der debatterer og undersøger. Og lige i dag er jeg blevet gjort opmærksom på sådan en undersøgelse, som blev nævnt i Washington Post i går.

I undersøgelsen har nogle forskere arbejdet med 22 kirker/menigheder i Canada og i den forbindelse fået 2200 mennesker fra disse menigheder til at besvare et spørgeskema. Det interessante i undersøgelsen er (helt kort fortalt), at de mere konservative kirker (konservative mht. syn på fx Bibelen, Jesu opstandelse og Guds svar på bøn) er de kirker, der er i vækst, mens de mere liberale kirker er de kirker, der sygner hen.

Citat: Conservative Protestant theology, with its more literal view of the Bible, is a significant predictor of church growth while liberal theology leads to decline.

At dette er tilfældet kan der selvfølgelig være flere forklaringer på, og jeg skal undlade at spille alt for klog på området. Men i hvert fald giver det stof til eftertanke i en Folkekirke, hvor den liberale teologi i årtier har været dominerende. Spørgsmålet er, om det også giver stof til handling!?

KH H

tirsdag den 3. januar 2017

Gamle præster

For nogle vil dette indlæg nok være kedeligt ... men pyt, det er jo frivilligt, om man vil læse med! Det handler om tankerne om at hæve præsternes pensionsalder til 72 år i stedet for de nuværende 70 år.

Idéen er ikke ny men bliver nu af politikere genoptaget i forbindelse med den nuværende og efter al sandsynlighed stigende præstemangel. Og faktisk synes jeg i udgangspunktet, at idéen er god. For mange præster vil sikkert være friske nok i både krop og ånd til at give et par år mere. Og desuden handler det vel om at beholde folk på arbejdsmarkedet så længe som muligt, så de kan bidrage til statskassen så længe som muligt. Og det er helt OK.

Men!

Hvis politikerne ikke giver andre end præsten selv mulighed for at nedlægge veto, så kan det give problemer. Vi har som præster en tendens til at tro, at vi er meget begavede og desuden meget beåndede at lytte til, og derfor kan jeg frygte, at mange præster ganske enkelt ikke selv har fornemmelse for, hvornår de bør stoppe. Derfor bør det lokale menighedsråd i høj grad kunne afgøre denne sag i de enkelte tilfælde. Måske skal de så lokkes lidt til at beholde den "gamle præst" ... men det må man så gøre. Afgørende er det, at de kan få lov til at sige nej.

Jeg håber i hvert fald, at nogen siger nej til mig, hvis jeg absolut bør stoppe men bare ikke har fattet det selv!

KH H