Konfirmander

På søndag skal jeg igen holde konfirmationsgudstjeneste. Det glæder jeg mig til. Det er altid noget helt særligt at få lov til at stå dér ansigt til ansigt med den enkelte konfirmand oppe ved alteret. Og det er noget særligt at høre deres JA og også at fortælle om Guds JA til dem.

I medierne er der altid på denne tid af året en del snak om konfirmandernes tro - eller mangel på samme. Og i den forbindelse har jeg lyst til at sige, at det er min fornemmelse, at langt de fleste konfirmander (dog næppe alle), som jeg har med at gøre, faktisk først og fremmest konfirmeres, fordi troen betyder noget for dem. Selvom de til tider i undervisningen er trætte og umotiverede og irriterende, så er der dog mange gode situationer, hvor de virkelig lytter eller selv siger noget, som er stærkt og personligt. Jeg håber bare, at den tro, som ofte er spinkel og skrøbelig, får lov til at leve og vokse og trives, selvom den ofte ikke støttes eller italesættes positivt i hjemmene, på skolerne og i samfundet.

Selvfølgelig er konfirmanderne teenagere og i fuld gang med den vanskelige udvikling fra barn til voksen. Og selvfølgelig betyder tøjet og gaverne og festen en masse. Men der oppe ved alteret ... dér er det konfirmandens JA til Gud og Guds JA til konfirmanden, der fylder ... uanset hvilke signaler det unge menneske har brug for at udsende.

Jeg ønsker alle konfirmander en glædelig dag!

KH H

Stillezoner

Jeg så i en avis, at flere kommuner vil arbejde på at lave stille områder, som skal lyddæmpes i forhold til trafikstøj, og hvor larmende arrangementer skal begrænses. Grønne områder, hvor naturen for lov til at tale sit tavse sprog. Det er en rigtig god idé.

I en tid, hvor der (i hvert fald i byerne) næsten altid er støj og musik og muzak og snak, kan det være en rigtig, rigtig god idé at søge stilhed regelmæssigt. Jeg er sikker på, at det er sundt for både krop og sjæl. Og især sundt for det travle og til tider stressede menneske, som knokler for at leve op til tidens, jobbets og familiens krav.

Og måske kan denne stilhed så bruges på at bede en bøn til Gud og lytte til hans hvisken. For han er der jo. Og måske har han noget at sige. Også til det moderne, danske bymenneske. Jeg tror det!

Shhh ...

KH H

Bibelselskabet 200 år!

I år fylder Det Danske Bibelselskab 200 år. Og det er en ret stor begivenhed, som er værd at fejre og markere. Først og fremmeste fordi Bibelen er det vigtigste fundament i den kristne tro. Som kristne tror vi på, at Gud åbenbarer sig gennem Bibelen. At han dér fortæller om sig selv, om os, om livet, om døden, om retfærdighed, og om en masse andet. Og det er jo faktisk ret fantastisk!

Alligevel er bibelkundskaben i den danske befolkning ringe. Det skriver i hvert fald Kristeligt Dagblads journalist. Og jeg tror, det er rigtigt. Gad vide, hvad der kunne lave om på denne manglende bibelkundskab? Gad vide, hvad der kunne motivere den almindelige dansker til at læse denne bog? Gad vide, hvad der skal til?

Skal vi slå på Bibelen som Guds åbenbaring? Skal vi slå på Bibelen som verdens mest solgte og læste bog nogensinde? Skal vi slå på Bibelen som den afgørende tros- og kulturbærer i Danmark? Skal vi slå på Bibelen som sproglig og litterær trendsætter gennem tiden? Skal vi slå på, at vi som dansk og kristeligt folk vil miste vores kerneidentitet i mødet med andre kulturer og religioner, hvis vi ikke kender vores tro og kultur? Skal vi slå på, at man som døbt menneske bør kende dåbens indhold?

Jeg ved det ikke. Men jeg ved, at vi som kristne og som folk mister noget helt, helt fundamentalt, hvis vi løsriver os fra denne bog over alle bøger!

Tillykke til Bibelselskabet - og fortsat god kamp for bibellæsningen i Danmark!
KH H

Carl Oluf og jeg

For tiden læser jeg bøger af den svenske prædikant Carl Oluf Rosenius. Prædikanten, som næsten har guru-niveau i nogle kirkelige kredse, hvor børn vokser op med daglig læsning af hans andagter. Og som er fuldstændig ukendt i andre kredse.

Selv er jeg ikke vokset op med Carl Oluf. Og jeg har gennem tiden ikke læst meget af ham. Men nu skulle det være. Og jeg er glædeligt overrasket over hans enkle og ofte enfoldige forkyndelse af Jesus Kristus som Guds vej til redning for os mennesker. Han taler karskt om synd (som vi jo ikke har så meget lyst til at snakke om i dag). Men han gør det ikke, for at få alle til at have det dårligt med sig selv. Nej, han gør det, for på den baggrund at kunne tale om den frihed, som Jesus Kristus har givet os ved sin død og sin opstandelse. Og det er stærkt. Som en læge, der har mod til at fortælle om sygdommens virkelighed og alvor for derved at kunne pege på behandlingens nødvendighed. Og for derved at glæde patienten med en behandling, der helbreder.

Carl Oluf Rosenius er et fantastisk oplæg til den kommende påske, hvor vi i kirkerne netop igen vil zoome ind på Jesu død og opstandelse og glæde os over, at den Gud, som virkelig findes også virkelig elsker os syndere meget mere, end vi kan forstå.

Glædelig for-påske!

KH H