Ensomhed og fællesskab

Jeg skal have en bisættelse - igen! Dem er der jo mange af i en præsts arbejde. Og for det meste er det en fin afsked for familie og venner. Men af og til er der bare ingen pårørende. Ingen familie. Ingen venner. Ingen kolleger. Ingen! Kun bedemanden og kirkens personale. Og det er trist.

Nogle gange er der helt oplagte forklaringer: Afdøde blev måske meget gammel og har for længst mistet sine kære. Eller afdøde har ganske enkelt ikke ønsket et socialt liv og har måske endda bevidst ødelagt sine relationer. Men af og til er der bare tale om et ensomt menneske, som ikke selv har haft evne eller mod til selv at bryde ud af sin ensomhed.

Jeg tror, at ensomhed er en epidemi! Jeg tror, at der er virkeligt mange mennesker, som er ensomme. Midt i byens mylder af mennesker går de rundt ... og føler sig alene.

Og jeg mener, at vi som kristne og kirke har et ansvar ind i den epidemi. En ansvar for som gode kolleger og naboer at række ud til vores ensomme næste, tilbyde fællesskab og venskab. Og et ansvar for som kirke at have åbne og inviterende og varme fællesskaber.

I Vigerslev Kirke, hvor jeg er præst, har vi en visionsformulering, der hedder "fællesskab med Gud - fællesskab med hinanden". Og alle kirker kan vel skrive under på, at det er det, vi vil. Men hvor er det afgørende, at det ikke bare er ord men konkret liv og handling!

KH H

Skal præster omvende muslimer?

Jeg ser i dag en artikel i Kristeligt Dagblad, hvor flere folkekirkepræster svarer benægtende på spørgsmålet om, om de skal eller vil arbejde på at omvende muslimer til kristen tro. Nu ved jeg jo godt, at man skal tage deres kort udsagn med et gran salt, for hvordan er de helt præcist blevet spurgt? Og hvordan har de lige forstået spørgsmålet? Hvad tænker de, når de hører ordet mission?

Men uanset hvad, så er det da bekymrende, at mange præster åbenbart "bare" vil have sympatisk dialog om tro og liv ... uden på en eller anden måde at arbejde for eller bede om omvendelse for de muslimske samtalepartnere.

Jeg er med på, at det kan blive meget konfrontatorisk, hvis man i et område med mange muslimer stiller sig op på gader og stræder og råber op. Og jeg ved godt, at mission altid skal være mission med  både respekt, kærlighed og omtanke. Men sympatisk dialog uden et ønske om omvendelse til tro på Jesus Kristus er bare ikke godt nok! Vi snakker ikke bare om vores tro, fordi det er vigtigt for os. Men også fordi vi er overbevist om, at Jesus Kristus, som vi tror på, er sandheden og vejen og livet ... både for os selv og for vores muslimske næste!

Jesus indledte sit offentlige virke med at kalde mennesker til omvendelse og tro. Det var hans mission. Og det er dybest set også vores mission i Folkekirken.

KH H