Flere præster og biskopper argumenterer for tiden for, at højmessen skal flyttes fra søndag formiddag til et tidspunkt i hverdagene, hvor det passer bedre for den travle familie.
Jeg kan selvfølgelig godt forstå de frustrationer, der ligger bag sådan en tanke. Og jeg er helt med på, at vi i folkekirken hele tiden skal være der for folket. Men alligevel kan jeg ikke lade være med at undre mig. Det er som om kirken i de senere år i flere tilfælde kommer løbende efter folket som en logrende, legesyg hund, der løber rundt om sin ejer for at få opmærksomhed.
Jeg tror ikke, at kirken vinder hverken troværdighed eller større opbakning ved hele tiden at løbe efter folket. Jeg tror, at vi som kirke skal blive ved med at gøre det, vi gør - men vi skal selvfølgelig gøre det godt. Højmessens problem er ikke tidspunktet - det tror jeg simpelthen ikke på. Jeg tror snarere, det kan være oplevelsen af gudstjenestens/prædikenens irrelevans, distance og manglende ægthed. Eller også manglende menneskelig varme i kirkens fællesskab.
Yes ... det var en hurtig lille morgentanke herfra!
KH H
Ingen kommentarer:
Send en kommentar