I forskellige sammenhænge har jeg mødt mennesker, som har valgt at få et barn, som de vidste ville give store udfordringer. Det kan være et barn med et alvorligt handicap eller alvorlig sygdom. Eller det kan være en situation, hvor moderen er alene og har svært ved at overskue tingene. Og da jeg jo absolut er modstander af provokeret abort, så har jeg enorm respekt for dem, der har valgt at beholde deres barn på trods af meget store udfordringer! De fortjener et kæmpe skulderklap!
Men de fortjener meget mere end det. For hvis vi som kristne og som menighed virkelig mener vores nej til provokeret abort, ja så må vi samtidig sige et stort ja til de forældre, der vælger livet for deres barn - uanset hvad. Og det ja skal ikke bare være et skulderklap i ny og næ, selvom skulderklap jo er rare at få. Nej, det skal være et praktisk og konkret ja. Måske kan man hjælpe med at passe barnet; måske kan man lave mad eller gøre rent eller købe ind; måske kan man ordne haven eller hjælpe med papirer og økonomisager; eller måske kan man noget helt andet. I hvert fald: Mennesker, som har valgt livet og dermed i visse situationer valgt udfordringerne og byrderne - de mennesker skal have venners og ikke mindst menighedens helt konkrete hjælp og støtte.
Hvis vi som kristne og som menighed skal kunne se os selv i øjnene, når vi siger nej til provokeret abort, ja, så må vi sandelig også stå klar med support, så udfordringer og byrder ikke bare ligger på nogle få skuldre men på mange.
KH H
Ingen kommentarer:
Send en kommentar