tirsdag den 21. august 2012

Stat og kirke

Efter at ritualsagen blev landet i foråret, fornemmer man, at stat-kirke-sagen snart for alvor bliver sluppet ud i debatten. Og hvad skal man mene?

Jeg ved det faktisk ikke.

Af principielle årsager og i kølvandet på en katastrofal indblanding i kirkens sager fra politikernes side - ja, så mener jeg, at stat og kirke skal skilles! Selvfølgelig! Der er et eller andet helt galt, når kirken er i lommen på de folkevalgte politikere, som jo altså tydeligvis slet ikke altid har sans eller fornemmesle eller forståelse for de kirkelige forhold!

Men! Spørgsmålet er jo, om ikke tidsåndsnissen for længst er flyttet ind på kirkens loft og derfor kan regere i kirken - uanset om staten skubber på eller ej. Jeg tror det. Og derfor vil der vel ikke være stor praktisk eller teologisk forskel på, om kirken er i lommen på den ene eller den anden.

KH H

fredag den 27. juli 2012

Tolerance på skoleskemaet

Jeg ser i dag, at man fra det Radikale Venstre vil have tolerance på skoleskemaet i folkeskolen. Målet er forståelse, så minoriteter kan få lov til at leve frit i vores multi-land. Og det er jo sådan set fint nok. Jeg mener absolut, at vi skal lære at forstå så mange typer som muligt ... ligesom jeg jo også ønsker, at mennesker prøver at forstå mig og mine til tider minoritets-holdninger.

Men! Hvis tolerance her betyder, at man skal mene, at alt er lige godt, klogt eller sandt, så er det helt galt. Samtidig med at vi forstår andre mennesker og andre holdninger, skal vi have lov til og endda opmuntres til at stå fast på det, vi tror på, kæmpe for det, argumentere for det (indenfor lovens rammer, naturligvis)!

Så hvis tolerance betyder respekt for medmennesket, er det fint og godt. Hvis tolerance betyder ensretning og bekæmpelse af holdning og tro på værdier og sandhed, så er det farligt og forkert.

KH H

mandag den 11. juni 2012

Det nye ritual

Jeg har endnu ikke set det nye ritual, men overskrifterne i dag lyder, at præsterne selv må finde bibeltekster ... hmmm!

Det afslører jo sagens grundproblem: Der er ingen bibeltekster, som støtter en vielse eller velsignelse af par af samme køn. Så man bliver nødt til at plukke nogle tekster ud, som handler om noget andet ... og så i ritualet lade som om de handler om det par, man står overfor.

Det er altså virkelig problematisk bibelbrug!

KH H

fredag den 8. juni 2012

Så kom det!

I går blev det vedtaget i Folketinget, at homoseksuelle par skal kunne gifte sig på lige fod med heteroseksuelle par. De skal kunne indgå ægteskab. Og biskopperne er klar med et ritual sådan cirka nu.

Selvom flertallet i befolkningen og kirken tilsyneladende klapper i hænderne, så må jeg bare sige det igen: Det her er et frafald fra Bibelen som autoritet i Folkekirken! Med denne beslutning bliver det tydeligt, at man i Folkekirken vil være i stand til at få plads til stort set hvad som helst ... uanset hvad Bibelen siger til det!

De kommende vielser er måske nok juridisk gyldige. Men velsignelsen i ritualet er jo bare ord! Tomme ord! Et bedrageri! Fordi vi som kirke og præster slet ikke har belæg for den velsignelse! Gud står ikke bag ordene med sin velsignelse.

Øv!

KH H

torsdag den 7. juni 2012

Folkekirkens budskab er kærlighed!

Jeg sidder lige nu og lytter til Folketingets debat om kirkelig vielse af homoseksuelle. Og det er altså en underlig oplevelse at høre de begavede politikere sige, hvad kirkens budskab er. Underligt, at de i det hele taget prøver at sige, hvad kirkens budskab er.

"Folkekirkens budskab er kærlighed", lød det som et dybt argument for lovforslaget. Sikke noget!

Ja og nej! Kirkens budskab er kærlighed, ja! Men ikke sådan en sirupsagtig kærlighed, som kan hældes ud over hvad som helst! Nej! Kirkens budskab er budskabet om den overraskende kærlighed. At Gud på trods af vores synd og skyld og oprør alligevel elsker os og sender sin søn, Jesus Kristus som frelser! Det betyder, at vi er elskede på trods. Men det betyder ikke, at Gud ikke har holdninger til vores liv.

Gud er stadigvæk Herren! Og han bestemmer! Og han skal også bestemme i kirken! Og det skal vi rette os efter!

KH H

mandag den 28. maj 2012

Medlemsflugt og gode idéer

Har lige siddet søvnigt og set en lille artikel i Søndagsavisen. Folk melder sig ud af Folkekirken. De kloge er lidt uenige om, hvor alvorligt det er. Manu S tager det roligt, men opfordrer da til at lave spaghetti og invitere forfattere ind som prædikanter. Det skal nok hjælpe ... eller hvad?

Jeg er ikke forsker og har ikke forstand på statistik. Jeg skal ikke kloge i, hvorfor folk melder sig ud. Men det ved jeg: Kirken skal ikke leve af spaghetti alene (eller af forfattere eller rockmusik). Kirken skal leve af Guds ord og Guds Ånd. Og kirken skal give liv ved Guds ord og Guds Ånd. Og hvis mennesker ikke rigtig kan finde Guds ord eller Guds Ånd i kirken, så forstår jeg virkelig godt, at de melder sig ud.

KH H

onsdag den 23. maj 2012

Tøvende biskopper?

Jeg læser i dag på Kristeligt Dagblads hjemmeside, at ritual for vielse af homoseksuelle par ikke nødvendigvis er klar, når Folketinget siger "go!" Måske er det biskoppernes diskrete forsøg på at markere en grænse mellem Folkekirke og Folketing. Jeg håber det. For jeg har længe undret mig over, at størstedelen af bispekollegiet tilsyneladende bare har ladet ministeren blive en chef, som de skal bukke og neje for.

Man kan kun håbe, at bispekollegiet vil kridte banen endnu tydeligere op, så ministeren kan mærke, at der er ting, han ikke skal blande sig i!

KH H

onsdag den 16. maj 2012

Tomme kalorier

I nyhederne hører vi i disse dage om, at vi i Danmark bruger formuer på tomme kalorier. Det er sikkert rigtigt. Men det er nu ikke lige det, jeg vil reflektere over her.

Jeg vil bruge det i overført betydning: Vi bruger sjæleligt og åndeligt tids-formuer på tomme kalorier. Af en eller anden lidt uforklarlig grund drages vi af en masse tom bras i TV og på nettet og sikkert andre steder. Og ligesom tomme kalorier gør kroppen usund, sådan gør den slags tomme kalorier sjælen eller ånden usund.

Hvordan kommer vi i gang med at spise sund mad - også i overført betydning?

KH H

tirsdag den 15. maj 2012

Tænk dog!

"Mange unge får nok af det overfladiske." Sådan lyder en overskrift i dag på dr.dk. Nogle unge samles til en slags filosofi-aftner. Super godt. I aftes skulle jeg selv tale om tvivl og tro i Kristeligt Forbund for Studerende. Deltagerne dér ville også godt tænke. Super godt at møde dem!

Gid det var mere normalt - både for kristne og ikke-kristne - at tænke. At tænke over de store spørgsmål om liv og død og om det, som mange bare ureflekteret kalder "mere mellem himmel og jord". At stille spørgsmål til ens eget og andres verdensbilleder og overbevisninger. At undre sig over det, man tror på. At lede efter sammenhæng og mening.

Mange gode og værdifulde møder og samtaler kunne fødes, hvis vi kastede os ud i at tænke!

KH H

tirsdag den 8. maj 2012

Frisk præst?

Jeg var til konfirmation i søndags og i slutningen af gudstjenesten hører jeg én på bænken bag mig sige: "Det var da en frisk præst!" Og ja, det var det faktisk. Og det er jo godt nok.

En præst må gerne være frisk (hvad det så egentlig vil sige). Men en præst skal først og fremmeste selv leve sit liv i tillid til Gud og Guds ord og så formidle dette liv og denne tillid til andre. En præst skal forkynde evangeliet om Jesus Kristus - gerne friskt men først og fremmest sandt!

Som kristne og som kirke overlever vi kun, hvis Gud selv kommer til orde og på den måde ved sin Helligånd skaber tro og liv og håb!

KH H