mandag den 28. maj 2012

Medlemsflugt og gode idéer

Har lige siddet søvnigt og set en lille artikel i Søndagsavisen. Folk melder sig ud af Folkekirken. De kloge er lidt uenige om, hvor alvorligt det er. Manu S tager det roligt, men opfordrer da til at lave spaghetti og invitere forfattere ind som prædikanter. Det skal nok hjælpe ... eller hvad?

Jeg er ikke forsker og har ikke forstand på statistik. Jeg skal ikke kloge i, hvorfor folk melder sig ud. Men det ved jeg: Kirken skal ikke leve af spaghetti alene (eller af forfattere eller rockmusik). Kirken skal leve af Guds ord og Guds Ånd. Og kirken skal give liv ved Guds ord og Guds Ånd. Og hvis mennesker ikke rigtig kan finde Guds ord eller Guds Ånd i kirken, så forstår jeg virkelig godt, at de melder sig ud.

KH H

onsdag den 23. maj 2012

Tøvende biskopper?

Jeg læser i dag på Kristeligt Dagblads hjemmeside, at ritual for vielse af homoseksuelle par ikke nødvendigvis er klar, når Folketinget siger "go!" Måske er det biskoppernes diskrete forsøg på at markere en grænse mellem Folkekirke og Folketing. Jeg håber det. For jeg har længe undret mig over, at størstedelen af bispekollegiet tilsyneladende bare har ladet ministeren blive en chef, som de skal bukke og neje for.

Man kan kun håbe, at bispekollegiet vil kridte banen endnu tydeligere op, så ministeren kan mærke, at der er ting, han ikke skal blande sig i!

KH H

onsdag den 16. maj 2012

Tomme kalorier

I nyhederne hører vi i disse dage om, at vi i Danmark bruger formuer på tomme kalorier. Det er sikkert rigtigt. Men det er nu ikke lige det, jeg vil reflektere over her.

Jeg vil bruge det i overført betydning: Vi bruger sjæleligt og åndeligt tids-formuer på tomme kalorier. Af en eller anden lidt uforklarlig grund drages vi af en masse tom bras i TV og på nettet og sikkert andre steder. Og ligesom tomme kalorier gør kroppen usund, sådan gør den slags tomme kalorier sjælen eller ånden usund.

Hvordan kommer vi i gang med at spise sund mad - også i overført betydning?

KH H

tirsdag den 15. maj 2012

Tænk dog!

"Mange unge får nok af det overfladiske." Sådan lyder en overskrift i dag på dr.dk. Nogle unge samles til en slags filosofi-aftner. Super godt. I aftes skulle jeg selv tale om tvivl og tro i Kristeligt Forbund for Studerende. Deltagerne dér ville også godt tænke. Super godt at møde dem!

Gid det var mere normalt - både for kristne og ikke-kristne - at tænke. At tænke over de store spørgsmål om liv og død og om det, som mange bare ureflekteret kalder "mere mellem himmel og jord". At stille spørgsmål til ens eget og andres verdensbilleder og overbevisninger. At undre sig over det, man tror på. At lede efter sammenhæng og mening.

Mange gode og værdifulde møder og samtaler kunne fødes, hvis vi kastede os ud i at tænke!

KH H

tirsdag den 8. maj 2012

Frisk præst?

Jeg var til konfirmation i søndags og i slutningen af gudstjenesten hører jeg én på bænken bag mig sige: "Det var da en frisk præst!" Og ja, det var det faktisk. Og det er jo godt nok.

En præst må gerne være frisk (hvad det så egentlig vil sige). Men en præst skal først og fremmeste selv leve sit liv i tillid til Gud og Guds ord og så formidle dette liv og denne tillid til andre. En præst skal forkynde evangeliet om Jesus Kristus - gerne friskt men først og fremmest sandt!

Som kristne og som kirke overlever vi kun, hvis Gud selv kommer til orde og på den måde ved sin Helligånd skaber tro og liv og håb!

KH H

mandag den 16. april 2012

Troen kan forklares og forsvares!

Danskernes tro er fuld af tvivl. Sådan lyder overskriften på en artikel på dr.dk (http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2012/04/12/092740.htm). En undersøgelse viser, at man godt kan være medlem af Folkekirken - og samtidig ikke tro på Guds eksistens og fx Jesu opstandelse.

På den ene side er det godt nyt, for man kan godt være kristen og samtidig være tvivler og skeptiker. Heldigvis! Ellers var vi mange, der havde problemer!

På den anden side er det dårligt nyt, for man kan faktisk godt forklare og forsvare den kristne tro. Ikke sådan, at alt kan forstås og rummes. Men sådan at mange troshindringer bliver taget væk. For man behøver ikke at skrue hovedet af for at være kristen, for at tro på Gud, for at tro på Jesu opstandelse ...! Slet ikke! Men det kræver selvfølgelig, at man gider at tumle med det. Og det kræver, at vi som kirke gider at tumle med det.

At trosforklare og trosforsvare har nemlig altid været en vigtig opgave i kirken. Og det må det stadigvæk være. På fint hedder det "apologetik". Go' kamp!

KH H

tirsdag den 10. april 2012

Primitiv påske

Nu er selve påskeugen forbi. Påsken er for mig at se den mest centrale højtid i kirkeåret. For det er dér Guds plan om frelse finder sit klimaks: Jesus Kristus, Guds Søn, dør (sådan helt rigtigt). Og Jesus Kristus, Guds Søn, bliver levende igen (sådan helt rigtigt).

Mange vil prøve at gøre troen på Jesu død og især Jesu opstandelse til sådan noget diffust, filosofisk, religiøst snik-snak om, at Jesus opstår i vores relationer, bevidstheder eller hjerter. Men det er ikke dét, der er sagen. Sagen er den, at Jesus gav sit liv for os. Og Jesus besejrede døden for os. Helt fysisk, konkret og primitivt.

Glædelig påske!

KH H

onsdag den 28. marts 2012

Folkets kirke eller Guds kirke for folket?

Har netop læst på www.dr.dk om en måling, der viser, at 53% af befolkningen ikke mener, at jeg som præst skal kunne sige nej til at vie par af samme køn. Måske læser jeg for meget ind i tallene, men de antyder vel, at et flertal mener, at Folkekirken er folkets kirke. Altså en kirke, som folket og flertallet bestemmer over. Eller hvad?

Men en kirke skal altid være Guds kirke for at være kirke. En kirke, hvor Gud bestemmer. Hvor Guds ord er autoriteten. Ellers er det slet ikke en kirke. Så er det bare en forening.

KH H

søndag den 25. marts 2012

Splittelse i Folkekirken

I går kunne man på www.dr.dk læse, at kirkeminister Manu S (underligt nok) ikke selv mener at hele sagen om vielse af homoseksuelle splitter Folkekirken - i hvert fald ikke i længden. Han mener tilsyneladende, at splittelsen kan undgås. At kritikken vil forstumme om et år! Og at hans sag har fremtiden for sig!

Men hallo! Splittelsen er jo i fuld gang lige nu! For øjnene af enhver, som kan og vil se det! Både som en ydre, organisatorisk splittelse, hvor man sådan helt konkret splitter organisationen i to eller flere organisationer (udmeldelser og frimenighedsdannelser er jo i fuld gang nu).

Men også som en indre splittelse, hvor kløften mellem parterne nu er så dyb og bred, så man hverken kan opnå gensidig teologisk tillid eller reel dialog længere. Hvor forskellene er så store, så vi indenfor Folkekirken som organisation nærmest oplever os som vidt forskellige trosretninger. Det er måske nok en lidt uklar og ukonkret splittelse, men dog en helt reel splittelse!

Jeg fatter simpelthen ikke, at det ikke er åbenlyst for enhver!

Jeg tænker i den forbindelse med bange anelser på Jesu ord fra Matt 12,25: "Ethvert rige i splid med sig selv lægges øde, og en by eller et hus i splid med sig selv kan ikke bestå."

KH H

fredag den 16. marts 2012

Ja, jeg tror på Gud!

Jeg har netop udfyldt en e-mail-rundspørge til præster - tilsendt af DR. Den slags kommer der mange af. Sidste spørgsmål lyder: "Tror du på Gud?"

Tankevækkende, at det spørgsmål er med i en undersøgelse blandt præster i Den Danske Folkekirke!

Go' weekend!

KH H