fredag den 21. februar 2014

Aktiv dødshjælp for børn

I Belgien har man tilsyneladende bestemt, at også børn skal have ret til aktiv dødshjælp. Og i dag har jeg så læst en kommentar af Pernille Vigsø Bakke om den sag. Hun argumenterer imod aktiv dødshjælp - og energisk imod aktiv dødshjælp for børn! Og det skal hun have ros for. Derfor: Tak til Pernille Vigsø Bakke! Jeg er helt enig i meget af det, hun skriver og håber sandelig ikke, at Danmark nogensinde kommer lige så langt ud som Belgien.

Men ... så kommer der alligevel noget snigende: Aktiv dødshjælp for børn handler vel om, at børn skal kunne bede om at blive slået ihjel, fordi deres liv er uudholdeligt eller fuldstændig håbløst. Og når vi er imod aktiv dødshjælp for børn, så er vi vel samtidig for aktiv livshjælp for disse selvsamme børn, ikke?

Og så kommer min tanke: Hvorfor ikke tænke på samme måde om de ufødte børn? Provokeret abort tillades, og argumentet er jo ofte netop frygten for et uudholdeligt eller fuldstændig håbløst liv for disse stakkels børn. De ufødte børn er bare endnu mindre end de børn, der kan bede om aktiv dødshjælp. De ufødte børn kan ikke selv være med til at vurdere deres livssituation og fremtid. Det må andre gøre. Og det gør de. Hver eneste dag. I Danmark.

Jeg fatter ganske enkelt ikke, at vi i vores såkaldt kristelige land ikke i langt, langt højere grad bruger Pernille Vigsø Bakkes argumenter imod aktiv dødshjælp for børn som argumenter imod den frie abort. Her er fem ud af hendes seks argumenter:

1) Se menneskelivet som skabt og givet (som en gave).
2) Når nogen har en ret til at blive slået ihjel, så pålægger man også nogen pligten til at udføre handlingen.
3) I langt de fleste tilfælde, er det pårørende til den uhelbredeligt syge, der indleder snakken om dødens ”befriende” komme.
4) Alle internationale konventioner vedrørende menneskelivet handler om at opretholde menneskelivets ukrænkelighed og dets beskyttelse mod overmagt, vold, sygdom, ensomhed, sult og død. Derfor er der noget undergravende i at skabe en ny rettighed som handler om det modsatte, menneskelivets udslettelse.
5) Smerte og død er en del af menneskelivet, desværre også i børnehøjde, som vi kan og skal tale om og håndtere - ikke noget vi skal lave et ”quick-fix” på.

Belgien er langt ud med deres aktive dødshjælp for børn. Men har Danmark ikke præcis samme kurs, når vi i mange år har praktiseret "aktiv dødshjælp" for ufødte børn? Jeg synes det!

KH H

Ingen kommentarer:

Send en kommentar