På søndag skal jeg igen holde konfirmationsgudstjeneste. Det glæder jeg mig til. Det er altid noget helt særligt at få lov til at stå dér ansigt til ansigt med den enkelte konfirmand oppe ved alteret. Og det er noget særligt at høre deres JA og også at fortælle om Guds JA til dem.
I medierne er der altid på denne tid af året en del snak om konfirmandernes tro - eller mangel på samme. Og i den forbindelse har jeg lyst til at sige, at det er min fornemmelse, at langt de fleste konfirmander (dog næppe alle), som jeg har med at gøre, faktisk først og fremmest konfirmeres, fordi troen betyder noget for dem. Selvom de til tider i undervisningen er trætte og umotiverede og irriterende, så er der dog mange gode situationer, hvor de virkelig lytter eller selv siger noget, som er stærkt og personligt. Jeg håber bare, at den tro, som ofte er spinkel og skrøbelig, får lov til at leve og vokse og trives, selvom den ofte ikke støttes eller italesættes positivt i hjemmene, på skolerne og i samfundet.
Selvfølgelig er konfirmanderne teenagere og i fuld gang med den vanskelige udvikling fra barn til voksen. Og selvfølgelig betyder tøjet og gaverne og festen en masse. Men der oppe ved alteret ... dér er det konfirmandens JA til Gud og Guds JA til konfirmanden, der fylder ... uanset hvilke signaler det unge menneske har brug for at udsende.
Jeg ønsker alle konfirmander en glædelig dag!
KH H
Ingen kommentarer:
Send en kommentar