Dødsmetal i kirken?

Hen over weekenden har der været mediedebat, fordi Langnæskirken i Århus har lagt hus til en koncert med dødsmetalbandet Solbrud. Koncerten fandt sted i går. Jeg kender ikke bandet godt nok til at vurdere, om det er et antikristent eller ligefrem satanistisk band ... men det er dét, der antydes i debatten, og det brudstykke af en sangtekst, som jeg har set, er da også meget mørkt og makabert.

Nu ved jeg jo godt, at der findes kristne metalmusikere, som kombinerer den hårde musik med livets og troens kampe. Og jeg vil ikke udelukke, at sådan et band med rette kunne spille i en kirke. Så det er ikke genren i sig selv, der er problemet. Men det er sandelig et problem, hvis en kirke har lagt hus til et band, som i sin grund og i sine værdier og i sit budskab skriger imod kirkens grund, værdier og budskab. Hvis det er det, der er sket, så fatter jeg ganske enkelt ikke Langnæskirkens folk!

Og så fra det konkrete eksempel til det mere generelle:

I vores tid hører jeg jævnligt, at der i en sognekirke har været arrangementer eller forkyndere, som står for noget helt andet end kirken. For noget tid siden var det en imam, der fik taletid. Ofte er det yoga (uden kristen tolkning), der (så vidt jeg ved) får plads i kirkerummet. Og der er sikkert mange flere eksempler.

For mig er det er sygdomstegn. Et tegn på en kirke, som ikke længere tror på sit eget budskabs sandhed og kraft. Og som ikke længere tror på, at kristen tro og al mulig anden tro ikke uden videre kan forenes. En kirke, som er blevet sandhedsrelativistisk og hyperrummelig. Og dermed en kirke, som står i fare for at blive irrelevant.

Kirken tjener én Herre - og kun én! Og kirken forkynder én Herre - og kun én! Og det er den Jesus Kristus, som siger, at han er Vejen, Sandheden og Livet! Ikke bare en vej blandt mange, en sandhed blandt mange og et liv blandt mange!

KH H

Kristendomsundervisning i folkeskolen

En ny undersøgelse viser, at det er en generel tendens, at man i folkeskolerne forfordeler undervisning i kristendom i forhold til andre religioner. Det er tilsyneladende problematisk, fordi loven siger, at religionerne skal have lige behandling i faget.

Men så mener jeg, at loven bør laves om!

Jeg mener ikke, at man i folkeskolen skal forkynde kristen tro (det må vi præster tage os af), men jeg mener helt bestemt, at kristendom skal have en grundigere gennemgang end alle de andre religioner - af den simple grund, at vores land er formet af og bygget på den kristne tro. Vores mange værdier og vores kulturelle tone er formet af kristen tro. Og derfor må man da i folkeskolen gøre noget ekstra ud af det.

Dette ekstra fokus bliver i denne tid mere og mere påkrævet, fordi der kommer mange til vores land, som ikke kender Danmarks kristelige grundtone. Disse nye danskere skal selvfølgelig frit kunne tro, som de vil. Men de skal samtidig have et grundigt kendskab til dansk kultur - inkl. Danmarks kristelige fundament!

Ovennævnte undersøgelse peger derfor på en for mig glædelig tendens. Og hvis tendensen strider imod folkeskoleloven, ja, så mener jeg, at det er loven og ikke den konkrete prioritering i undervisningen, der skal laves om!

KH H

OL

I disse OL-tider er det svært at undgå at følge lidt med, hvis man da enten tænder for fjernsynet, går på nettet eller åbner avisen. Og det er jo fint og festligt! Og så er det spændende at følge nogle konkurrencer og inspirerende at se disse toptunede atleter, som virkelig træner og kæmper og gør deres yderste for at vinde! Sejt!

En tanke slog mig: Paulus har sikkert oplevet OL eller noget lignende på første hånd. Han skriver sådan her i sit første brev til korintherne: Ved I ikke, at de, der er med i et løb på stadion, alle løber, men kun én får sejrsprisen? Løb sådan, at I vinder den! Men enhver idrætsmand er afholdende i alt – de andre for at få en sejrskrans, der visner, men vi for at få en, der ikke visner. Jeg løber derfor ikke hid og did, og jeg er ikke som en bokser, der slår i luften. Jeg er hård ved min krop og tvinger den til at lystre, for at jeg, der har prædiket for andre, ikke selv skal blive forkastet.

Wow! Hvor mange af os magelige danskere tænker om vores kristne liv og tro på denne måde? Ikke mange, tror jeg! Og i hvor høj grad præger denne måde at tænke på vores tolerante, rummelige, folkelige kirke? Ikke i høj grad, tænker jeg!

Vi har desperat brug for det, som man gennem tiderne har kaldt vækkelse. Vækkelse betyder, at nogen, som sover, bliver rusket vågen. Vækkelse er ruskelse! Danmarks kristne sover! Danmarks kirke sover! Og vi må bede vores Herre om vækkelse, ruskelse, så vi igen melder os på banen for at kæmpe for sejren!

Måske lidt OL-kiggeri kan ruske op i os?

KH H

En ny begyndelse

For de fleste af os er sommerferien nu forbi eller i hvert fald snart forbi. Og forhåbentlig har vi fået ladet batterierne op, så vi er klar til en ny omgang hverdage. Og det kan betyde, at vi giver os selv en ny start. Skolebarnet har måske fået en ny skoletaske. Den studerende har måske købt sig en ny computer. Og alle vi andre har måske bare lagt os i selen for mere punktlighed, større effektivitet eller bedre kvalitet i arbejdet.

Jeg tænker, at begyndelsen efter en sommerferie også kan være en ny begyndelse i livet med Gud. En beslutning om trofast at opsøge og prioritere det kristne fællesskab og gudstjenesten. Eller om at afsætte tid hver dag til bøn, bibellæsning og stilhed. Eller måske en beslutning om at tilmelde sig noget nyt: En bibelgruppe eller noget undervisning. Eller om at bidrage med noget som frivillig i de mange kirkelige aktiviteter, der findes.

Jeg tror i hvert fald, at det er oplagt, at man efter en sommerferie lige stopper op og overvejer, om der er nogle beslutninger eller prioriteringer, der skal være anderledes.

KH H

Kristenforfølgelse i Danmark?

Terroren fortsætter med at trække sit blodige spor hen over denne sommer. Senest er det en præst i det nordlige Frankrig, som i Allahs navn blev dræbt i sin kirke. Det betyder, at terroren i Europa har fået en ny - men ikke overraskende - drejning. Nu er det ikke bare tilfældige mennesker på en strand eller i et tog, der bliver ramt. Nej, nu er der også tale om målrettet terror med kristne.

Forfølgelse af kristne er ikke nyt. Det har altid fundet sted og finder også sted i dag rundt omkring i verden. De fleste steder er der tale om myndigheder (oftest i islamiske lande), der mere eller mindre voldsomt bekriger de kristne og den kristne tro. Men nogle steder er det mere tilfældige grupper, som optændt af had går til angreb. Og nu altså også i Frankrig. I Europa. I vores område. Det rykker tæt på.

Som sagt bør det ikke overraske os. Både Jesus og Paulus har for længst forberedt os på, at vi som kristne vil blive udsat for forfølgelse, ligesom de selv blev det. Måske har vi følt os sikre her i vores såkaldt kristelige hyggeland. Men det er slut nu. Også her kan den tilfældige terror mod kristne pludselig dukke op.

Så hvad skal vi gøre?

Tjah ... som samfund skal vi selvfølgelig arbejde for sikkerhed og tryghed på en eller anden måde, og politikerne skal tage terrortruslen alvorlig og turde sætte ord og handling på, at den terror, som sandsynligst vil ramme vores land, har rødder i islam (jeg taler ikke om krig mod islam men ærlighed og åbenhed omkring den terrortrussel, vi møder i vores del af verden).

Men som kristne og i kirken skal vi noget andet. Her skal vi nemlig først og fremmest ved at holde os tæt til Jesus Kristus sørge for at være klar til at dø (uanset om døden kommer snigende som alderdom eller sygdom eller angriber pludseligt som ulykke eller terror). Og så skal vi ellers elske vores fjender og bede for dem, der forfølger os. Sådan følger vi vores Herre Jesus Kristus. Og sådan viser vi verden, at Jesus Kristus er fundamentalt anderledes end alle andre religiøse hovedpersoner. Og at den kristne tro adskiller sig fra al anden religiøsitet.

KH H

Frygt ... ikke!

I disse uger er vi gennem medierne igen vidne til forfærdelige angreb på uskyldige mennesker. Sidste uge var det et angreb på en strand i Nice. I går var det et angreb på tilfældige mennesker i et tog i Tyskland. Og i morgen ... er det måske lige her. På mit sted. I min by. På den perron, hvor jeg venter på et tog. Hvem ved?

Når den slags sker, så rammes vi nemt af frygt. Selvfølgelig gør vi det. Og så er der hver gang nogle meningsdannere, som siger, at vi ikke skal frygte. Nej, vi skal være glade, vi skal feste, vi skal smile, vi skal forsamles, vi skal færdes, vi skal leve, vi skal ikke lade os kue, vi skal ikke bukke under for terror og had, vi skal ikke frygte. For så har terroristerne jo vundet over vores frihed og demokrati og kultur.

Men virker denne formaning til ikke-frygt? Jeg tror det ikke. For hvis dette liv er det eneste, vi har, så må vi da nødvendigvis frygte døden. Og ikke mindst en død, som på et uventet sted og et uventet tidspunkt og fra en uventet person kan slynge sit grimme fjæs lige op i ansigtet på os som trold af en æske.

Det siges, at der i Bibelen står "frygt ikke" 365 gange. Én gang til hver dag i året. Jeg ved ikke, om det passer, men tanken er smuk. Hver dag opmuntres vi altså til ikke at frygte. Ikke sådan tag-dig-nu-sammen-og-frygt-ikke-de-onde-og-mørke-kræfter-i-vores-verden-agtigt. Ikke som en spark i røven, der skal få os til at bekæmpe frygten. Men som en kærlig forkyndelse af, at vi ikke behøver at frygte, når vi hører sammen med den Gud og Far, som i sin Søn Jesus Kristus har vist os, at han er stærkere end den død, der så let kan skræmme os. Hvorfor frygte terror og ondskab, når vi hører sammen med den opstandne Jesus Kristus?

Der er en verden til forskel på meningsdannernes formaning til i egen kraft ikke at frygte og så den bibelske forkyndelse af befrielse fra frygt ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde. Formaningen skal vi i egen kraft leve op til. Forkyndelsen har Jesus Kristus bogstaveligt talt levet op til for os!

Derfor: Frygt ikke!

KH H

Obligatorisk kristendomsundervisning

I dag fortæller Kristeligt Dagblad, at det for tiden diskuteres, om kristendomsundervisningen på folkeskolerne skal gøres obligatorisk. Som det er nu, er faget det eneste fag, som man af religiøse årsager kan bliver fritaget for.

Jeg synes, at diskussionen er spændende. Og jeg tænker at forsalget er godt. Jeg er helt med på, at kristendomsundervisning ikke kan eller må være forkyndende. Og jeg er også helt med på, at der meget vel kan være lærere i faget, som jeg meget nødig ville have til at undervise mine børn om den kristne tro. Men jeg tror dog, at det er helt afgørende, at vi som folk bliver meget mere bevidste om vores kristne arv og værdier i en tid, hvor både andre markante religioner (ikke mindst islam) og også en aggressiv ateisme hele tiden udfordrer med et andet livssyn og dermed med en anden kultur og etik. Jeg møder i hvert fald som præst alt, alt for mange mennesker, som ganske enkelt er helt blanke mht. kristen tro!

Det vigtigste redskab for vores land og folk i mødet med stærke overbevisninger er at vide, hvem vi selv er, hvad vi selv tror på, hvad vi selv er rundet af. Hvis vi er glade for vores land og folk og kultur (også uden at blive ekstreme nationalister), så må vi gøre noget for at værne om den og styrke den - både for de mennesker, som er pæredanske og for dem, der kommer hertil.

Vi kan ikke hindre stormen i at rase mod vores hus. Men vi kan godt sikre, at vores hus er bygget på et solidt fundament.

KH H

Nej til abort - ja til support!

I forskellige sammenhænge har jeg mødt mennesker, som har valgt at få et barn, som de vidste ville give store udfordringer. Det kan være et barn med et alvorligt handicap eller alvorlig sygdom. Eller det kan være en situation, hvor moderen er alene og har svært ved at overskue tingene. Og da jeg jo absolut er modstander af provokeret abort, så har jeg enorm respekt for dem, der har valgt at beholde deres barn på trods af meget store udfordringer! De fortjener et kæmpe skulderklap!

Men de fortjener meget mere end det. For hvis vi som kristne og som menighed virkelig mener vores nej til provokeret abort, ja så må vi samtidig sige et stort ja til de forældre, der vælger livet for deres barn - uanset hvad. Og det ja skal ikke bare være et skulderklap i ny og næ, selvom skulderklap jo er rare at få. Nej, det skal være et praktisk og konkret ja. Måske kan man hjælpe med at passe barnet; måske kan man lave mad eller gøre rent eller købe ind; måske kan man ordne haven eller hjælpe med papirer og økonomisager; eller måske kan man noget helt andet. I hvert fald: Mennesker, som har valgt livet og dermed i visse situationer valgt udfordringerne og byrderne - de mennesker skal have venners og ikke mindst menighedens helt konkrete hjælp og støtte.

Hvis vi som kristne og som menighed skal kunne se os selv i øjnene, når vi siger nej til provokeret abort, ja, så må vi sandelig også stå klar med support, så udfordringer og byrder ikke bare ligger på nogle få skuldre men på mange.

KH H

Gør som han siger!

I søndags holdt jeg gudstjeneste. Teksten var afsnittet i Matthæusevangeliet, som kaldes dåbs- eller missionsbefalingen. Det er dér, hvor Jesus sender sine disciple ud i verden for at gøre alle folkeslagene til hans disciple ved at døbe dem og ved at lære dem at holde alt det, som han har befalet. Og det er dette sidste, jeg gerne vil dryppe en kommentar på. Jesus siger, at vi - hans disciple - skal lære at holde alt det, som han har befalet. Jesus kræver lydighed. Men hvorfor mon? Ja, det er der flere gode grunde til:
- Vi skal være lydige, fordi Jesus er vores Herre og derfor ham, der bestemmer.
- Vi skal være lydige, fordi det er det bedste for os selv, vores næste og vores verden.
- Og ... så skal vi være lydige for at ære Jesus Kristus!

Jeg er ved at læse Richard Dawkins bog "The God Delusion" - en ret voldsom ateistbog. Dawkins blev sammen med tre andre hardcore ateister kendt for nogle radikale angreb på al religion for nogle år siden. Det vil jeg ikke komme nærmere ind på her. Men det er tankevækkende, at en primær anledning til deres angreb er oplevelsen af religiøse mennesker, som handler eller taler ondt!

Og så ser jeg i dag en notits om en eller anden præst, som jeg ikke kender, men som har misbrugt sin status og autoritet og på en eller anden måde været skyld i overgreb på en masse børn i sin kirke. Jeg kender ikke historien godt nok til at vurdere, hvad der er sket. Men det er heller ikke sagen her. Sagen er, at såkaldt kristne mennesker, som handler eller taler ondt er skyld i andre menneskers vrede og flugt fra kirke og tro ... og dermed fra Jesus Kristus.

Hvis vi som kristne lever eller taler ondt, forkert, ulydigt, så vanærer vi Jesus Kristus. Hvis vi som kristne lever og taler godt, sandt, lydigt, så ærer vi Jesus Kristus. Hvis vi vanærer Jesus Kristus, så skubber vi mennesker væk fra ham. Hvis vi ærer Jesus Kristus, så hjælper vi mennesker hen til ham.

Der er altså flere gode grunde til, at vi skal lære at holde det, som Jesus har befalet. Men en af de vigtigste grunde er Jesu Kristi ære. Nok ikke så meget for hans skyld. Men for verdens skyld. For verdens møde med Jesus Kristus er (næsten altid) først et møde med hans disciple ... på godt og ondt.

Derfor dette opråb til alle os, der bekender os til Jesus Kristus: Gør som han siger! Ikke krybende som for en hård diktator. Men med glæde for en Frelser og Herre, som har elsket os urimeligt højt og ofret sig selv for os. Gør som han siger! Til hans ære! Og til menneskers frelse!

KH H

Ateisterne tror!

Ateistisk Selskab bruger for tiden nogle penge på at få folk til at melde sig ud af Folkekirken. Og det har de selvfølgelig lov til. Og det ser også ud til at virke, i hvert fald skriver KD, at ca. 3000 mennesker har gjort det i kølvandet på kampagnen. Og på en måde kan jeg jo sagtens forstå, at folk melder sig ud. Hvis de rent faktisk ikke tror på, at der findes en gud, så er det da helt oplagt ikke at være medlem af en kristen forening, også selvom man mister nogle rettigheder i forbindelse med kirkelige handlinger.

Desuden tænker jeg jo ikke først og fremmest mig selv som ansat i en forening, der skal skrabe så mange medlemmer sammen som muligt. Det er godt med mange medlemmer, fordi vi så har flere midler til at lave kirke for. Men jeg er ikke præst for at hverve medlemmer til Folkekirken. Jeg er præst for at "hverve" medlemmer til Guds Rige! Og dér kan man jo være medlem, uanset om man nu er medlem i Folkekirken eller ej. Så når jeg vil modsige Ateistisk Selskab, så er det faktisk ikke så meget for at hindre medlemsflugten fra Folkekirken, nej, så er det for at hindre medlemsflugten fra Guds Rige!

Der er mange emner, man kan diskutere i mødet med den benhårde ateisme. Men dét, jeg vil pege på lige nu, er, at Ateistisk Selskab jo selv er en slags religion eller trosretning. Måske ikke sådan formelt set. Men dog sådan, at ateisterne bygger på et trosgrundlag: De tror, at der ikke findes en gud. De ved det ikke ... selvom de gerne vil fremstille deres tro som viden (læs selv på deres hjemmeside). Ateisterne tror! For det er lige så umuligt at modbevise Guds eksistens som det er at bevise Guds eksistens, og derfor må man nødvendigvis tro. Ateisterne tror!

Og når nu ateisme er tro, så er det altså lidt usympatisk (næsten religiøst sekterisk), at de er så skråsikre i meget af deres retorik.

KH H